IDA og de vilde heste

adieu

2010-08-27T16:05:00.000+02:00

Jeg tror det er på tide at lukke bloggen.
Man vil helst spise sin ostemad, mens den er god.
Jeg har altid haft blogs til forskellige epoker af mit liv, og nu er dette kapitel med hestene overstået, og jeg har mistet pusten i forsøget på at fange dem igen.
Tak for alt.

opstået fra de døde

2010-08-04T20:26:00.004+02:00

Psst, jeg er her stadigvæk.

Der er sket alt for mange intense og forvirrende og frustrerende ting den seneste måneds tid.

Jeg er slet ikke sikker på noget længere.

Bali og Singapore var Bali og Singapore, og mine forældre var mine forældre, og min hjerne var mit hjerte og mine følelser ude på tøjet.

Jeg afsluttede mit liv i Berlin, fik tilbudt lejlighed på Nørrebro, og fik afslag fra drømmeuddannelsen på KU.

Nu er jeg tilbage i mine forældres hus på mit gamle værelse. Jeg har forsøgt at presse min berliner-tilværelse herind med plakater, solbriller og antikviteter, men det er selvbedrag. For jeg er ikke i Berlin. Jeg er ikke i Kreuzberg, jeg er ikke på Wrangelstr., jeg er ikke i kiosken hos späti-manden som tidligere på ugen sagde: "I think you're really wonderful", jeg er ikke i den grønne park, jeg er ikke på cafeen med uglen og lærken.

For jeg er her.

Til gengæld sked en fugl mig i hovedet, lige da vi havde afleveret nøglerne til lejligheden. Min fremtid er reddet!

schade

2010-07-04T14:45:00.000+02:00

Det er søndag. De andre bader i en sø lidt udenfor Berlin. Det er 33-34 grader. Jeg er i gang med at pakke de sidste 12 måneder ned i en kuffert. Det er ikke sjovt. Faktisk det mindst sjove jeg har gjort længe.
Jeg stopper hele tiden. Denial, denial, denial. Det hele er alt for trist til at jeg kan være produktiv og praktisk tænkende. Det eneste jeg har lyst til, er at sidde her på min seng med lukkede øjne. Men tirsdag eftermiddag gælder det jo! Der går det hele ned! Jeg forsvinder ud af byen i tre uger, vender tilbage i 5 dage, for blot at tage til København igen. Det er en kærlighedsaffære uden klimaks, uden mål, uden hjerte. Berlin er i mit blod.
Jeg fortalte min späti-mand, at jeg forlader byen tirsdag. "Schade," blev han ved med at sige. "Schade".

200

2010-07-01T16:50:00.002+02:00

Jeg sagde det forbudte idag.
De spurgte, hvad jeg ville lave i dag. Hvad jeg havde lyst til. Hvad jeg havde af planer. Fortovscaféen med de blå træstole synede hen, træerne mistede deres farve, trafikken forstummede. "For at være ærlig, vil jeg helst bare have, at tiden går. Jeg har ikke lyst til noget, jeg har ingen planer. Jeg vil bare have at tiden forsvinder." Min stemme begyndte at ryste lidt. Efter at have ligget lidt på min seng og kigget op i loftet, gik jeg ned i den lokale späti for at købe en Club Mate, hvor en tyrkisk ung mand stoppede mig, og spurgte om jeg ville være en del af et PR-bureau. De manglede nye ansigter. Filmoptagelser og photo shoots. Jeg sagde, at jeg ikke var interesseret (mens jeg tænkte på Fame, hvor Coco møder op til et photo shoot, hvor hun tvinges til at tage tøjet af, mens hun græder tavst og hendes ansigt er krøllet sammen af angst).

UH LOOK AT ME - I'M A SEXY SUPER STAR

Hvilket minder mig om sangen: There's no business like show business!

(eller nogle, hmf, ville måske holde sig i Fame-kategorien og synge Coco's (Irene Cara) "Out here on my own"...)

røg

2010-07-01T14:25:00.002+02:00

Jeg har netop set Paul Austers "Smoke" fra 1995. Jeg startede egentlig på den i går aftes, men faldt i søvn efter kun en halv time. Vågnede op med et spjæt og kunne i min drømmehvilelse se nogle der var ved at kravle ind af mit vindue. Det var der selvfølgelig ikke, men helt panikangst lagde jeg mig tilbage i min seng, og fantaserede om, at der var nogle på mit værelse - nogle der stod i de mørke skygger og betragtede mig.

Filmen var dog virkelig god. Et typisk Paul Auster-Brooklyn-univers med en deprimeret, storrygende forfatter i livskrise, samt karakterer drevet af ulykke, hemmeligheder og pengeproblemer. Jeg kan ikke overskue at analysere den lige nu, selvom der er en masse at tage fat på. Dét jeg egentlig vil bemærke er, at Paul Auster konstant synes at kaste referencer mod mig og mit liv. Det kan nogen gange give mig gåsehud. Tilfældighedernes sammentræf, du ved. Eller også er jeg bare paranoid og så stor beundrer af Auster at jeg selv skaber sammentræffene.
Men lad os prøve at liste det op alligevel:

- I bogen "Usynlig" fra 2009 er der en lang passage, hvor hovedpersonen og dennes søster er i biografen og ser Dreyers "Ordet". En film jeg selv så kort forinden jeg startede med bogen, - en film som rørte mig dybt og voldsomt - på samme led som den rør' bogens HP.

- I samme bog viser det sig at HP's afdøde lillebror har fødselsdag samme dag som mig. HP mødes hvert år på denne dag med sin søster, hvor de holder hans fødselsdag og værner om hans minde.

- I The New York Trilogy - "Ghosts" spionerer HP en mand, som læser Henry David Thoreau's "Walden" fra 1854. Samme dag jeg færdiglæser historien "Ghosts" ser jeg et afsnit af Frasier, hvor Frasier gerne vil læse Walden sammen med hans søn, Freddie.

- Jeg sad på en lokal café for et par uger siden, hvor de spillede et Tom Waits-album jeg ikke kendte. Jeg noterede mig teksten fra en af sangene, googlede lyrikken og fandt ud af, at det var "Frank's Wild Years" som jeg også havde i mit iTunes, som jeg dog aldrig havde lyttet til. Men siden jeg fandt ud af det, har jeg lyttet albummet igennem ca. 1-2 gange hver dag. En form for hypnotisk tilstand. Og så ser jeg denne film, "Smoke", hvis manuskript er skrevet af Paul Auster himself. Den rører mig dybt i dens stille slutning, og pludselig lyder musikken fra Tom Waits' "Innocent When You Dream (78)" fra.. dam-dam-dam-dam.. Frank's Wild Years.

.. det er da en smule mærkeligt, er det ikke?

Til gengæld kunne jeg også finde uhyggeligt mange "tilfældige sammentræf" i Bridget Jones' Diary... Lige fra at hun ser Frasier, ryger cigaretter og drikker rødvin for sig selv, til sangene: "Fly Me To the Moon" med Julie London og "Up Up Up and Away" med Johnny Mann Singers... men lad os nu ikke snakke for meget om det...

2010-06-30T23:14:00.000+02:00

SÅ VAR DET AFTEN OG SLET IKKE SÅ FORFÆRDELIGT VARMT I VINDUESKARMEN, SOM JEG ELLERS HAVDE FORESTILLET MIG

lunch lounch

2010-06-30T17:55:00.001+02:00

Jeg har netop lært at lave de der gif-animationer, så nu slipper du ikke for dem.

Denne animation kalder jeg:

DA IDA SPISTE FROKOST EFTER HENDES LANGE MIDDAGSLUR

singapore

2010-06-30T10:27:00.002+02:00

Fik jeg forresten fortalt, at jeg rejser til Singapore og Bali i næste uge?

Ting jeg glæder mig til i Singapore:

1) Jeg får lov til at fyre Singapore-joken af. "So you are from Singapore? I knew that because you SING really POOR." Hahahahahaha.

2) Jeg kan uden skam synge Tom Waits' "Singapore" 24/7.

3) Jeg kan købe mig en flot silkedragt, så jeg ligner en stewardesse fra Singapore Airlines.

Alt i alt bliver det bare dødspændende!!

svitset

2010-06-28T16:52:00.003+02:00

Det er åbenbart ikke kun min hjerne der er helt afsveden. Byen lugter brændt. Jeg er på prærien. En kaktus! En ulv! En indianer! Nej. Det er jo Görlitzer Park! Udbrændte Görli! Dens skønhed flammet bort til fordel for skarpe græsstrå, forskræmte dyr og lumske hash-dealere.

I det mindste kom jeg ud i dag omkring klokken 10. Spiste morgenmad på en fortovscafé og drak stærk kaffe.

Noget siger mig, at jeg har læst for meget Paul Auster. Jeg tog mig selv at opsøge et fransk konditori hvis chefkok jeg har haft et noget anderledes møde med (.. hvilket ikke behøver flere detaljer). Konditoriet var dog lukket, men jeg følte mig lidt som en af detektiverne fra New York-triologien. Den håbløse jagt efter noget der ikke eksisterer. Besættelsen og adrenalinet.

Jeg ved heller ikke hvad der ramte mig, da mine øjne blev fyldt med tårer, da jeg så den handicappede mand (billede nr.2) sidde med ansigtet mod solen. Der var noget skrøbeligt og sårbart over det.

(Hvornår er det OK at gå i seng og sove?)

casa del kreuzberg

2010-06-28T08:45:00.002+02:00

Mit liv er gået i stå.
Jeg bor på et hotel, Casa del Kreuzberg; en hyggelig hvidmalet celle i skønne omgivelser. Jeg vågner hver morgen til blå himmel og solen der bryder igennem mine uhyggeligt beskidte vinduer. Da jeg ikke har noget jeg skal nå, bruger jeg gerne et par timer på at stå op. Jeg stirrer ud i luften, jeg kigger på mig selv i spejlet. OK - klokken er endelig 12-13 stykker, jeg tager tøj på, laver måske en lille omelet ude i køkkenet, som jeg spiser mens jeg ser endnu et afsnit af Frasier på computeren.
Jeg går forbi kiosken, "hallo!" brøler jeg til den høflige mand bag disken, mens jeg betaler for den iskolde Club Mate. Ovre i Görlitzer Park har jeg svært ved at koncentrere mig om min bog, som jeg har været igang med i snart fjorten dage. Den er egentlig ret spændende, men mit blik bliver konstant fanget af hotellets andre gæster.
Klokken nærmer sig de 16-17 stykker. Jeg mødes med et par venner, dem jeg også så i går og dagen før det og før det og før det, og vi ser eftermiddagens fodboldkamp sammen, mens vi drikker et par øl. Eller også har vi siddet på den lokale café et par timer og drukket cappuccino eller økologisk ginger ale. Så er det efterhånden tid til min eftermiddagslur. Jeg svøber mig ind i uldtæppe og savl, gemmer mig for den kraftige sol. Måske mødes jeg med de andre igen, drikker et par øl, danser lidt i hotellets reception - måske ser jeg bare noget mere Frasier, mens jeg spiser lidt knækbrød med ost på. Bare fordi jeg kan.
Lidt over tolv falder jeg i søvn igen.
Solen står op, og pludselig indser jeg, at der er gået 1 måned med dette liv.
(Mine drømme cirkulerer om gamle flammer og voldsomme fester, om uddannelsessucces og kidnapninger. Men sandheden er jo, at jeg er død. Eller har forvandlet mig selv til en moderne Tornerose)

two weeks

2010-06-16T12:59:00.000+02:00

Jeg ved godt, at denne sang er lidt gammel i gårde, men jeg har netop opdaget den, og min kærlighed til den er voldsom og lidenskabelig.

Og her er et par billeder fra den foregående uge:

min nye ven

2010-06-15T16:00:00.003+02:00

Jeg har fået en ny og trofast ven her i byen. Han elsker at gå med sombrero, især i de varme eftermiddagstimer, han er glad, han er sød, og i hvert fald en lille energisk fyr. Han kommer fra Sydamerika et sted, og består af den samme opskrift kokain er bygget på. Men han er ikke på kant med loven, - han er kun på kant med ens søvnløse nattetimer og uovervindelighedsfølelse. Han bruser i min mave nu, skærer gennem marv og ben og røde blodlegemer. Jeg kan mærke ham summe i min lilletå, i et hårstrå bag mit venstre øre, i mit ene næsebor, på min knæskal. Jeg kan tegne, jeg kan føle, jeg kan grine. Kuglepennen glider op og ned af siderne i et blåt blæk-inferno, lemmer og triste øjne og evindelige krusseduller, - han hjælper mig, hjælper mig, hjælper mig. Og det er først i dag, at jeg først rigtig kom ind på livet af ham - og han ind på livet af mig. Det er den spirende forårsforelskelse, den evige kildren og prikken i ens led, de 1.30 euro man ivrigt langer over disken gang på gang. '
Club Mate - hvor har du været hele i mit liv?

i saved latin. what did you ever do?

2010-06-13T18:30:00.004+02:00

Jeg har følt mig en anelse ensom weekenden igennem. Berlin er en stor by, som man hurtigt kan forsvinde væk i. Ganz Allein, ak ve. Paul-Linke-Ufer, Görlitzer Park, den hule-agtige café om hjørnet, den store, tomme lejlighed, lyden af de andres trin på de anonyme dansegulve, det er for let på en eller anden måde.
Jeg forsøger, at lune mig på disse sange, som jeg har fra soundtracket til Wes Andersons "Rushmore" (1999), som jeg genså her forleden. Det er en charmerende, uforudsigelig og finurlig film med overbevisende præstationer fra både Jason Schwartzmann og Bill Murray.

... hvor jeg som fodnote vil tilføje, at jeg synes at Bill Murray er et af de sejeste mennesker på jorden. Især pga disse myter der svirrer om ham. Han optræder tit meget uforudsigeligt overfor normale mennesker - stjæler deres perfekte sandwiches, drikker deres alkohol, spiser deres pomfritter - for altid at tilføje til sidst: "No one will ever believe you." Læs HER.

moder jord

2010-06-09T00:10:00.003+02:00

En person, jeg for tiden synes er virkelig fantastisk, er rødhårede Christina Hendricks fra den amerikanske, emmy-vindende serie "Mad Men" (som jeg på ufattelig kort tid har slugt tre sæsoner af). Hun spiller "Joan Holloway" som er kontorets femme fatale, en kvinde med saft og kraft - med mening og intellekt. Hun har voldsomt kvindelige kurver, og er ikke bange for at bruge dem som våben. Og selvom hendes adfærd er flirtende og manipulerende, er hun alligevel vellidt og respekteret selv blandt de uhumske mænd i jakkesæt. Hun er følsom, ærlig, snu, sårbar og charmerende. De andre kvinder på kontoret er små og slanke og kønne, men Joan er voldsom og farverig og kurvet og slår dem alle sammen i gulvet med sin kvindelighed. Ingen bemærker at hun er et hoved højere end dem, at hendes numse egentlig er ret stor, og at hun har fået en lille bule i nakken, fordi hendes bryster er så tunge at bære.

Jeg har de sidste par uger også forsøgt at fremhæve mine kvindelige kurver (og have samme frisure som Joan åbenbart), og forsøgt at forstå den opmærksomhed man får fra mænd. Det er meget skræmmende, synes jeg. Men også fantastisk underholdende at føle en snert af femme fatale over sig. Jeg tåler godt at være kynisk og hård disse dage. Jeg er på grænsen til brutal. Vimser rundt som en anden Joan Holloway mens jeg skribler hemmelighedsfuldt i min sorte notesbog, og lader som om, at jeg ikke har set ham med det krøllede hår i stolen 2 meter fra mig.
Ja. Jeg går ud fra, at mænd finder Joan tiltrækkende. Ellers er der virkelig noget galt med vores verden. Hun er jo Moder Jord!

Nå ja, og forresten, hvis du ikke har fået set Mad Men endnu, skal du gøre det lige nu. Serien har en eminent evne til at omfavne og skildre så mange forskellige sider af alle karaktererne, at man automatisk tror på, at det er virkelige mennesker det handler om og på at vi virkelig befinder os i slut 50'erne - start 60'erne, med alle hæmningerne, kontrollen og ikke mindst frigørelsen. Den er simpel, minimalistisk og rolig, men alligevel væsentlig, dramatisk og rørende. Den mest vidunderlige tidslomme man kunne forestille sig at forsvinde ind i, og så alligevel overhovedet ikke.

glimt

2010-06-08T01:54:00.001+02:00

desværre har jeg ikke så mange ord i mine øjne disse tider.
billeder fra weekenden.
en solopgang eller to.
tåregas og rædsel i lungerne .
ravefesten der aldrig stopper.

marilyn knows best

2010-06-02T12:08:00.000+02:00

here's looking at you, kid

2010-05-27T16:40:00.000+02:00

Jeg har sidste arbejdsdag i morgen.

Alt i denne uge er egentlig gået op i en højere enhed, og jeg har ikke engang måtte ty til tårer eller hysteriske anfald. (selvom jeg var en anelse bange for, at lægen ville fjerne min blindtarm da hun bad mig lægge mig på briksen, så hun kunne trykke mig på maven.. hvilket ville have været den ultimative nemesis for min pjække-synd).

Så nu kan jeg starte på en frisk (deraf det nye "logo" på bloggen, som endnu en gang viser mine fantastiske evner i Paint). Jeg er så voldsomt lettet, at man ej troede det var muligt. Jeg har hele maj været ved at drukne, aldrig stå op, forvandle mig selv til et monster af natten. Men nu er jeg levende igen. 5 mærkelige måneder af 2010 er gået, og nu starter jeg forfra med en ny og forbedret Ida. Nu ser jeg mig selv i øjnene (deraf billedet af mig selv), nu kan og vil og tør jeg. Jeg har 1 måned til at gå i gang med kreative projekter, til at se tonsvis af film, til at tonse gennem alle de bydele jeg endnu ikke har været i, til at gå på museer og gallerier, til koncerter og berliner-arrangementer. Jeg vil presse Berlin for alt hvad den kan, presse mig selv for kreativ juice.
Og ja, det vigtigste forsæt: NO MEN.

Så hvis du har nogle forslag til et krea-projekt jeg skal kaste mig over, en opgave du gerne vil have jeg udfører, et eller andet, så sig endelig til. Jeg er åben overfor alt.

Den største udfordring denne måned, bliver at jeg d.1.7 skal optræde til en musikfestival med min roomie og Amerikaner-ven. Hvordan får man hurtigst muligt et musikalsk talent? og behøver man overhovedet et musikalsk talent i denne teknologiske tidsalder? Jeg er meget spændt på projektet, og ser mig selv stå på scenen med en tamburin og give den gas som en anden Ian Curtis.

nye tegninger: weltschmertz

2010-05-25T12:07:00.000+02:00

ida versus Deutsche Stadt

2010-05-25T01:39:00.002+02:00

Mål for tirsdag d.25.5 (kronologisk):
(angivet i militær-tid)

0900: Tage til lægen og finde på en god løgnehistorie (som skal fortælles på tysk), så de underskriver en lægeerklæring, så jeg ikke længere skal tænke på: hmm, gad vide om jeg får løn for at pjække? Jeg snakkede med min læge-ven i dag, og han sagde, at jeg bare skal sige, at jeg har haft en usædvanlig heftig PMS. Men det er primært til de mandlige læger.. så skulle de eftersigende flippe ud og sådan noget. "Ach, ich war krank Donnerstag und Freitag, weil ich ein sehr kraftiges PMS hat. BLUT BLUT über alles!! Kaos! Mein Bauch hat so geschmertz, dass ich nicht könnte zum den Artz gehen. Ach, ach". Og så siger lægen forhåbentlig: Ach, schöne, kleine Mädchen, ich verstehe, lass mich die Artz-erklärung unterschreiben, keine Probleme."
Risikofaktor: ca 33.33 %. Jeg kan ikke bevise, at jeg var syg i sidste uge.
Nødplan: simulere hysterisk anfald (dog ikke så hysterisk, at de sender mig på en psykiatrisk anstalt eller lignende). Begynde at græde lidt. "Ich bin allein in Berlin, alle meinen Freunden sind in Kopenhagen, ich brauche die Geld von mein Arbeit!".. evt. hive brugt bind op fra tasken.

1400: Tage på arbejde og sige op. Evt. overdramatisere situationen. "Men det er også fordi, at jeg har haft det enormt svært, og alle mine venner er i København, og jeg må hjem og besøge dem, og så er min guldfisk også død, og jeg skal pleje dens venner også! Og så er jeg bare dødeligt træt af dette job. Så træt, at jeg snyder mig igennem det og har urimeligt meget Totzeit, fordi jeg kan, og fordi jeg kun har 12 % tilbage af min sjæl, efter at have arbejdet dette sted i snart 10 måneder (!!JESUS!!), og hvis jeg forsætter en dag mere, så gør jeg noget så drastisk, at en tyske bilindustri ikke vil være den samme efterfølgende.
Risiko: 60 % chance for, at jeg først kan stoppe om en måned, da tyske kontrakter er noget scheisse! bogstaveligt talt (eller, i visse kredse i hvert fald).
Nødplan: simulere hysterisk anfald. Begynde at græde lidt.

2115: Se Casablanca i Freiluftkino Mitte, wuup wuup.
Risiko: 30 % chance for, at det er svært at få billet. Herre Jemini, det er jo i Mitte!
Nødplan: simulere hysterisk anfald. Begynde at græde lidt.

Kryds fingre.

nye tegninger: de minimalistiske

2010-05-24T10:23:00.001+02:00

nye tegninger: den klare inspiration

2010-05-23T12:46:00.000+02:00

American Gothic, Mad Men, ugle fra Soundvenue (et band jeg ikke husker).

Ps. Jeg var til en udstilling i Prnzlrbrg i går, nede i en mørk, mørk kælder, og nede i den mørke, mørke kælder møder vi Olafur Eliasson, som siger: I er også danskere? godt at møde dig. Olafur. = Ida forvandles til en lille fnisepige, der øjensynligt ikke kan håndtere verdenskendte og anerkendte kunstnere. Et stort tegn på, at jeg snart skal ind og se hans udstilling her i Berlin.

nye tegninger: de fjollede

2010-05-22T11:27:00.001+02:00

fly me to the mooon

2010-05-20T00:04:00.000+02:00

Jeg er tilbage i Berlin efter at have vadet fra det ene yderpunkt til det andet i Kastrup Lufthavn. Nogle gange forstår man ikke, hvorfor man dog roder sig ud i sådan noget transport. Men alt giver mening, når man sentimentalt presser hovedet op mod ruden de 50 minutter turen varer, og ens øjne krymper sig i saltet vand, fordi himmelhvælvingerne er så guddommelige, at selv ord ikke er tilstrækkelige.

Som sædvanlig er jeg dårlig til at adskille momentet fra virkeligheden, og tror jeg er med i en ganske vidunderlig film (som dog inkluderer grædende eftermiddage på sofaen foran Ghost Whisperer, heftig alkohol-indtagelse, og dilemmaet om hvorvidt et kloster er det rette sted for vores hovedperson). I denne fly-scene kører soundtracket:

Forhåbentligt har jeg ramt virkeligheden (og 2010 i stedet for 1960) ved denne landing i Berlin. Vi kan kun krydse fingre for vores hovedperson. Ellers bliver det noget af en sløv film. Ingen har nogensinde været interesseret i, at høre om hvad man drømte om dén dér nat (WOW, MINE TÆNDER FALDER UD, OG DET VISER SIG AT DE ALLE ER AF RØDSPRÆNGT GRANIT).

...
Jesus altså.

lidelse og død

2010-05-17T12:30:00.001+02:00

Danmark er et mærkeligt land.
Men denne gang har jeg nu godt kunne holde mig fra kærlighedsforvirring, rodede booty-calls og uddannelsesstress, som jeg ellers meget pessimistisk erklærede, var det eneste København kunne tilbyde, da jeg for 2 måneder siden var i byen. Nu er jeg bare neutral. Lige så neutral som Philadelphia smøreost uden smag. Det er dødsens kedeligt. Jeg bruger dagen på at vente på kaffeaftaler med veninder, der har kærlighedsforvirring, rodede booty-calls og uddannelsesstress. Nogle ting harmonerer bare ikke.
Til gengæld har jeg set enormt mange film. Jubi..
Så hvis jeg lige skal kaste en anbefaling ud i æteren, så synes jeg, du skal skynde dig ind i Cinemateket og se deres arrangement med Carl Th. Dreyers klassiker fra1928: Jeanne d'Arcs lidelse og død akkompagneret af livemusik af forskellige kunstnere. Det er gratis for medlemmer, og koster 65 kr. for ikke-medlemmer.

Jeg så forestillingen i fredags, da jeg en anelse rådvild og udtømt i sjælen impulsivt var kommet til at købe en billet til arrangementet, jeg ellers troede var komplet udsolgt. Til denne forestilling var det den alternative, eksperimenterende jazz-duo Little Red Suitcase, som med dybe trommer, skævt klaver, skærende violiner og hvisken og rablen i mikrofonen forvandlede munkene, Jeanne og pøblen til en poetisk masse af flakkende øjne. Det var virkelig voldsomt, magisk og storslået. Filmen i sig selv er utrolig intens med dens fængende nærbilleder af Falconettis uskyldsrene og lidende ansigt, de skæve billedkompositioner, dens usynlige skift mellem locations, den dramatiske krydsklipning i de skæbnesvangre scener, dens blodighed og eksperimenterende fortællemåde. At filmen er lavet i 1928 kan synes komplet uforståeligt, for i forhold til andre stumfilm fra den tid, er det ikke bare filmet teater. Det er en instruktør der har forstået at bruge redskaberne til at skabe en film, hvis spænding og uro opstår i netop dens filmiske form. Carl Th. Dreyers typiske diskussion med sig selv omkring religion og disse menneskers ret til at kende sandheden - hans tro på, at Messias' genopstand og det umulige kan ske - er så fin og flot formidlet, at mine øjne endnu en gang (som med Ordet) bliver fyldt med tårer, fordi filmene rører ved noget som er så guddommeligt og fuldstændigt uhåndgribeligt, at det eneste man kan gøre som jordisk menneske, er at græde og holde fast i biografsædet med alle sine kræfter, så man pludselig ikke stiger til himmels, helt op til de Dreyer'iske højder, hvor os i pøblen slet ikke hører hjemme. Det er stor kunst.

Det kan måske synes en anelse dramatisk at se Jeanne d'Arcs lidelse og død, når man selv har det meget mærkeligt og lider af eksistentielle problemer der hober sig mere op end de bliver løst.
I morgen vender jeg tilbage til Berlin. Jeg skal ændre nogle ting i mit liv, og håber det kommer til at gå ud over bloggen, så jeg bliver mere aktiv. Ja, "aktivitet" er kodeordet. Nå ja. Og cølibat.. men det siger vi ikke til nogen. Sh..
(Og hvad gør man, når englænderen pludselig har skrevet, som et led i Skæbnens Ironi, det knaldsjove tv-show, ingen af os ved vi deltager i, og man tør slet ikke svare ham tilbage, fordi man er bange for, at han kan læse mellem linjerne, at man gerne vil føde hans børn?.. jesus.)

black-out

2010-05-07T19:17:00.004+02:00

En tidskapsel. Den varer præcis 3 timer. Fra klokken 4 til klokken 7 denne nat. Jeg kører ned af den samme bakke, som om de sidste tre timer ikke fandt sted.

Første gang jeg kører ned af bakken, klokken 4, ned mod det store lyskryds før Oberbaumbrücke, passerer jeg en ung fyr med rygsæk på. Han er den eneste der er på gaden udover store lastbiler og gule taxa'er. En strøtanke angriber mig: Jeg håber, at han stopper mig, og spørger mig om vej.
Lyskurven skifter til rødt, og jeg bremser min cykel.
Fyren prikker mig på skuldren, og spørger mig på tysk, hvor Spree er. Jeg peger først, men beslutter så, at vise ham derhen. Det er en meget tåget aften, og lysene over Spree kaster grødede refleksioner ned i det sorte vand i kanalen. Han tager sit gammeldags kamera frem og fortæller mig, at han laver en reportage for et kunstblad og er uddannet arkitekt. Han kan kun tage ét billed, da han bruger film i stedet for digital. Vi beslutter os for at finde en bar hvori vi kan drikke en øl, men da den eneste åbne bar på Schlesische Str. er tætbefolket af zorba-dansende grækere, går vi videre til den hemmelige plæne foran de store graffitimalede mænd, som er fanger af Tiden.

Arkitekten tager flere billeder, og han ryger en knitrende cigaret, mens han indlemmer mig i sin voldsomme intellekt, som efterlader mig mundlam og brødebetynget. Han referer bøger af forfattere jeg aldrig har hørt om, kaster navne ud i æteren om filosoffer og religiøse personer, filosoferer om livet og "nuet", og jeg griner, fordi han snakker så voldsomt meget. Jeg er en lille pige, der fortæller jokes. Ikke én gang griner han.
"Vil du ikke se det hippe hotel jeg bor på?"
Jeg siger ja.
Vi tager tilbage op af bakken, som jeg for kort tid siden havde cyklet ned af, og sniger os forsigtigt ind igennem den kunstneriske lobby. På skiltet ude foran hotellet står der et citat fra youtube-hittet, David after dentist, "I can't feel anything. Is this real life?". Jeg har ofte kørt forbi det, og undret mig over dens "hippe" tilstand. Et hotel? Et kunstner-kollektiv? Et værksted?

Trappegangen op til hotelværelset er malet i en skrigende gul farve. Jeg kører mine fingre langs væggen, som vi nærmer os 3. sal. Værelset er voldsomt moderne, tonede ruder ude til badeværelset og en skibs-agtig hems med madrasser. Han ligger sig på ryggen og kigger op i loftet, mens vi diskuterer Lars von Trier, "nuet" igen, kærlighed, - den ubetingede slags-, og "kulturel prostitution". Han vil sove. Jeg er også udmattet. Vi ligger os på hemsen under hver vores dyne. Det hvide, foldede linned dufter hotel-agtigt rent. Solen er ved at stå op over Warschauer-str., men himlen er stadigvæk gråtonet og tåget.
"Dette er ligesom Lost in Translation," siger han. "Vi er to fremmede på et hotelværelse. Bundet sammen af en momentær tilfældighed. Vi eksisterer kun i dette 'nu', og når det er ovre, så ses vi aldrig igen, og det gør heller ikke noget" - og en dertilhørende lang forklaring om et japansk udtryk om kirsebærtræerne, der kun blomstrer et x antal dage om året, - jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke husker hans poetiske forklaring. Han falder i søvn midt i en sætning. Jeg tror også, at jeg falder i søvn.

Min telefon vibrerer heftigt. Den er lidt i syv. Mine rumboer er utrygge over min forsvunden, eftersom jeg var den første der forlod KPTN og aldrig kom hjem. Jeg kan ikke sove igen, kan ikke overskue dette "moment" længere. Jeg kravler forsigtigt ned af hemsen og leder efter en kuglepen. Da dette ikke lykkes, kommer jeg i tanke om de spisepinde jeg har i tasken efter sushispisningen tidligere på ugen. Jeg knækker dem over, og skriver CIAO på toiletbordet. Med mine sko i hånden, lister jeg ud af døren og går med hastige skridt ned af den grå, tavse gang. Jeg kan høre en dør åbne sig bag mig, og sætter per automatik farten op. Jeg iler ned af trappen i den gule gang, og kan høre skridt bag mig, end værre Askepot jeg er. En stemme råber HEY. Jeg stopper.
"Why in such a rush?".
Jeg har ingen forklaring.

Igennem den mærkelige hotellobby, hvor folk så småt begynder at spise morgenmad, ud af hoveddøren. Ved min cykel forsøger jeg med rystende hænder at taste en sms på telefonen, tårer prikker i øjenhulen, min krop skælver i alle led.
Jeg cykler ned af bakken igen, ned mod det store lyskryds, ned mod Spree.
Eksisterede de sidste 3 timer? Hvor og hvem var jeg? Et poetisk black-out?

den nervøse trækning

2010-05-06T00:35:00.004+02:00

På vej hjem fra Freiluftskino Kreuzberg, hvor jeg ikke kunne koncentrere mig om Hans Christian Schmid's "Storm" fordi jeg var bange for at en af de mange flagermus ville gå til angreb på mit ansigt, overvejede jeg meget kraftigt at køre forbi den lokale Späti og købe en lille flaske sprut. Bare en lille en. Men så følte jeg mig alligevel lidt for alkoholiseret på denne ellers ganske uskyldige onsdag og proppede mig med linsesuppe i stedet for.

Jeg har fået en nervøs trækning i mit venstre øje, som har hærget mit ellers rolige ydre i et par dage nu. Jeg ved ærlig talt ikke hvad der foregår oppe mit hoved.
Det var ellers rart at sidde i Freiluftskino. Jeg sad alene i min liggestol (som en mand måtte komme og hjælpe mig med at slå op, fordi jeg er en retarderet spadser) med hue, halstørklæde og skisokker på, rullet ind i et varmt tæppe, hvor jeg mistænkte at nogen sikkert havde tisset eller tilført andre kropsvæsker på. Vi var ikke mere en 7-8 mennesker på den store plæne. Vinden hujede igennem de slidte murstensbygninger der omkransede den, og kiggede man op kunne man spotte alle flagermusene cirkle rundt om stjernerne, som var de en del af et uforklarligt, retarderet computerspil.

Jeg kan desværre ikke sige mere om filmen, før den nervøse trækning i mit øje er forsvundet. Trækningen gør mig usikker på alt hvad jeg tænker og føler. Lidt ligesom om, at der er en meget nervøs dæmon der har belejret min sjæl. Jeg ved ikke, om jeg kan klare excorsismen alene.
Der er noget dejligt frit over, at se film i det fri. Når jeg sidder indelukket i en biografsal normalt, og folk i filmen storryger, forestiller jeg mig altid gamle dage, hvor man måtte ryge, drikke og råbe i biografen. Jeg kan godt lide biografen som en social ting. Og hvor man kan ryge. Det befriende og poetisk og dejligt. (Pånær alle de flagermus, jeg er sikker på, at der var en der havde set sig ond på mig, den cirklede konstant over mit krøllede legeme).

Jeg er trist over, at jeg har udviklet mig til at være sådan en lemfældig blogger (ja, nu skriver jeg det altså, selvom jeg altid har svoret ikke at være en af de der bloggere, der skal undskylde til nogen). Men det er nu fjollet. For jeg har en masse ting at sige. Den nervøse trækning og paranoiditet over flagermus og rotter har bare overtaget min rationalitet og kreative sans. I stedet for at tegne, læser jeg Paul Auster. I stedet for at skrive, snyder jeg den tyske stat på snuskede, utilgivelige måder. I stedet for at elske, græder jeg bare. Nej. Jeg græder faktisk ikke. Jeg fantaserer kun om det. Skørt, ikke?

Jeg har anskaffet mig (endnu en tilsnusket, utilgivelig personegenskab) Thomas Dybdahl's nye album, "Waiting For That One Clear Moment", for ja, jeg er en af dem, der har været en sucker for ham, lige siden jeg hørte "From Grace" på min discman på vej til endnu en skoledag i 9.klasse og hele universet faldt ned over mine ører, da jeg slet ikke kunne begribe denne mands skønhed. Og heldigvis udvikler Thomas Dybdahl sig konstant. Det er fire år siden, at Science udkom. Science, der var så langt fra den meget melankolske October-Triology, der gennem tiden har betydet så evigt meget. Og nu er han her igen, denne guddommelige mand. Jeg kan ikke finde rundt i hans nye album. Og jeg elsker det. Normalt kan man dykke ned i en enkelt sang, elske med den til den dør, og så hoppe videre til den næste. Men med dette album skal man slikke alle sangene, til de drukner et sted i ens mørkeste dyb. Det er eksperimenterende, specielt, tæerkrummende larmende, drømmende, udsvævende, melankolsk, dystert, livsbekræftende.. og romantisk i sin egen fordærvende form. Thomas Dybdahl er en ny person. Han sætter nye krav til mig. Han forlanger, at jeg skal lytte til de falske toner, som kaster mig ind i mørke buskadser.. at jeg skal skære tænder, når trompeten skriger skingert i al sin smerte. Og så skal jeg danse i ekstase til min krop brænder ud.

Og nu tror jeg, at jeg vil se Sophie Barthes' debutfilm "Cold Souls" hvor Paul Giamatti lagrer sin sjæl i en "sjælebank", fordi han er så træt af den. Fascinating! Især fordi jeg på en meget absurd måde, sagtens kan sætte mig ind i dette billede:

Og nå ja: så har jeg i dag købt billet til Jens Lekman som gæster LilleVega d.9.8.10. Herre Jemini jeg glæder mig som en lille børnehave. Kommer du også og står oppe foran scenen sammen med mig?

en aften på syre uden syre

2010-04-29T00:23:00.000+02:00

Fra Huntington Post.

over stok og sti

2010-04-29T00:01:00.000+02:00

A Single Man (2009)

Instr.: Tom Ford

Medvirk.: Colin Firth, Julianne Moore.

Jeg er efterhånden blevet forvandlet til en gammel, mimrende kvinde vippende i en gyngestol, som der råber ud på gaden af folk der griner og kysser. "Stop så med det vrøvl, tag jer sammen, se nu virkeligheden!"
For jeg troede virkelig, at jeg ville elske A Single Man af Tom Ford. Jeg havde savlende set traileren, beundret de skarpe billeder og farver, de dramatiske strygere og Colin Firth's sårede-dyr-look. Og hvorfor skulle jeg ikke elske den? Var det da ikke en overdådig sanselig, hypnotiserende æstetisk og hjerteskærende lidende? Jo-jo-jo, den var alle disse ting. Colin Firth skulle da også have haft den Oscar, og fotografen et klap på skulderen for de flotte billeder...

Den lovede så godt i starten. Mine øjne blev fyldt med tårer, da George (Colin Firth) i kigger ud i sin have, og i sin hukommelse gennemgår sit livs kærlighed, Jim, lege med nogle vilde hunde.. hvortil man hører George tænkte: ".. I got my heart broken". Farven er grå, 60'erne synes sagesløse og magtesløse i al deres modernistiske arkitektur. Jakkesættet på Georges veltrænede krop er gråt; gråt som hans ansigt, sort som hullet i hans hjerte. Sørgmodigheden og hele galaksens Weltschmertz lægger en hinde om ens bevidsthed, mens man langsomt kastes ud i Georges sidste dag. For livet er jo ikke værd at leve, når man har mistet Den Store Kærlighed. ("Kun i døden kan vi forenes").

Filmen gennemgår Georges sidste dag blandet med flashbacks til hans liv, fra da han rent faktisk levede. Da Jim var hos ham, og hvor farverne var med farver. Den klassiske film-symbolik bliver på nærmeste vis voldtaget, da man hører en dyb, sløv hjertebanken, et ur tikke højt og ser farverne ændre sig fra grå til farverig, når George oplever små glimt af liv. Fx. da den uimodståelige elev, Kenny, jagter George efter en voldsom engelsktime, og farverne pludselig får liv, og gud, hvor Kennys øjne dog lyser som funklende smaragder, og hvor må Kenny da være hooked på den flotte engelskprofessor.. Men George er en dead man walking, og intet synes at trænge igennem, selvom Tom Ford med alle æstetiske virkemidler prøver at overbevise George om det. George, mærk nu pulsen, se nu, at du stadig kan se skønhed og opleve menneskelige relationer, selvom Jim er død.

Det bliver næsten for meget, for tykt, for let.. og nu siger jeg det: hollywood-agtigt. Og Hollywood trumfer også i slutningen. Men hvorfor søren kunne de ikke bare give ham lov til at pløkke hovedet af sig selv? Hvilken betydning har en 17-årig gymnasieelev på en voksen mands liv? Hvorfor skulle en dag med tilbud på kødelige fristelser og rygning af cigaretter, ændre hele ens beslutning om livet? For jeg kan mærke hjertesorgen, Colin Firth lider voldsomt, kan ikke se eller høre eller lugte noget, uden at bringes tilbage til hans elskede Jim. Kærlighedshistorien er smuk, rørende og melankolsk... så HVORFOR Hollywood, skal du altid ødelægge alt for mig?
Vi oplevede det også i Crazy Heart og An Education. Måske jeg bare bør stoppe med at se oscar-nominerede film. Gud forbyde dem.
... eller også må jeg ransage mit indre for, hvorfor fanden jeg er blevet så kynisk, og slet intet filter har overfor film der er produceret før 1980... er det fordi jeg tror, at jeg er med i Smagsdommerne, og bare er på tværs for at være på tværs? Er der noget galt med mig?
Fuck og død, filmene er jo livsbekræftende, og tror på det gode i mennesket. I Hollywood er der ikke plads til misantropi og dystopi.
Scheisse. Tror jeg lige må tage mig en kynisk omgang søvn, før jeg lammer flere mennesker med bitre lammetæv, fra mit selvsamme bittersøde liv i et usmageligt boheme-mønster af dvaske legemer og drømmende knogler.

OK, for at samle op på den til dato mest rodede filmanmeldelse fra min side af, så skal du se den hvis du:
- godt kan lide smukke mennesker, gennemført 60'er tema, og lækre biler
- nyder at tage andres hjertesorg på dig, og godt kan lide at græde lidt i kulissen
- vil elske at se Colin Firth kysse en anden mand. Mr. Darcy, you little minx.
- er en sucker for overdreven (mis)brug af film-symbolik (ja, vi oplever simpelthen en genfødsel af en voksen mand, ak, han svømmer mod lyset, han svømmer mod lyset, han er frelst!)
- godt kan lide mode og moderne arkitektur og make-up og lyserøde cigaretter.
- selv har overvejet at tage dit liv, og har brug for at se, at livet godt kan være værd at leve, fordi du trods alt ikke kan leve i fortiden, da fortiden jo er fortid (!?).

CUT.

Kærlig hilsen,
DeMonGirL15

Ps. Jeg har tegnet en ugle i dag. Er jeg ikke dygtig? Er jeg ikke dygtig? Er jeg ikke dygtig?

fup

2010-04-27T02:03:00.000+02:00

Jeg læste tidligere på dagen en dybt foruroligende artikel fra DR's hjemmeside. Jeg citerede den højt for mine rumboer, og lo en nervøs latter, mens ordene sank til bunds i det dybe hul i brystet.

Forskere fra Rutger University i USA har hjernescannet forelskede, mens de lå i en scanner og kiggede på et foto af deres kæreste. Og der lyste andre områder i deres hjerne op, end når det var billeder af deres venner.
Især områderne, der hedder det ventrale tegmentale område og nucleus caudatus reagerede. Og det er faktisk de samme områder, der er involveret i depressioner, paranoia og selvmordstrang. Blandt andet i de områder af hjernen bruges signalstofferne dopamin, der giver en lykkefølelse. Og serotonin, der er med til at regulere vores humør.
Det her foregår alt sammen i den primitive del af hjernen, så måske er forelskelse mere en primitiv drift end en følelse. MR-scanningen af de forelskede viste til gengæld ingen reaktion i de områder af hjernen, der har med følelser og seksuel ophidselse at gøre.

(...)
Meningen med forelskelsen er, at den gør os i stand til at fokusere den store mængde energi, vi bruger på at formere os, på en enkelt person, så den ikke går til spilde. Og den efterfølgende hengivenhed hænger så sammen med, at vi kan holde vores partner ud længe nok til at opfostre et barn. Det hænger sammen det hele.
Forelskelse er tilstand, der minder om sindssyge, og den er ganske hensigtsmæssig, fordi man jo skynder at formere sig, inden fornuften sætter ind

Og her gik jeg og troede, at jeg var en pige med en masse følelser. I stedet for læner det sig mere op af en psykisk lidelse. Scheisse. En direkte depression med uligevægtige instanser og humørsyge og den knugende fornemmelse af 14 dages tavshed. En sorg som måske slet ikke burde eksistere. Mit ventrale tegmentale område og nucleus caudatus må være ekstra veludviklede.
Men hermed er det bevist. Forelskelse er en sygdom.

Det har regnet meget i dag. Det våde forår har sat sig fast i mine næsebor. Hvornår blev jeg denne natteravn?

1 år med de vilde heste

2010-04-25T23:01:00.002+02:00

Det eneste jeg har lyst til for tiden, er at lægge billeder ud af forårsbefamlede Berlin, der stråler i al sin magt og afmagt.

I dag brugte vi eftermiddagen i Volkspark Hasenheide nær Hermannplatz i "Kreuzkölnn" på et tæppe under den voldsomme sol (bare, blege ben endnu en gang). Parken var enorm, og gemte i sine tætte skove pushere, tissende mennesker og små børn med balloner. Jeg forsvandt bort fra virkeligheden, og glemte mine eskapader fra ugen der gik.. Politiet kom i går. Vi havde ikke hørt dem ringe på, så pludselig stod de ude i gården foran vores stuevinduer med deres blå blink i hånden og bankede voldsomt på ruden (ulempen ved at bo i stueetagen?). Vi var ikke engang 10 mennesker. Det er ufatteligt. Vi har boet i lejligheden i 9 måneder, holdt et utal af fester (selv i tirsdags var vi over 40 skrålende mennesker), og aldrig har vi hørt et ord fra vores omgivelser. Jeg har en ubehagelig følelse af, at der er noget ondt på spil..

.. når jeg snyder i mine kundetilfredshedsundersøgelser på arbejdet
.. jeg spilder aske fra mine stærke, hjemmerullede Pueblo-cigaretter ned på mit lagen
.. drømmer om kærlighed, forførelse og drama, men egentlig i bund og grund slet ikke føler en skid
.. og jeg har slet ikke været i biografen i 14 dage, men udskyder og udskyder det, som om jeg benægter livet, dets fremtid, dets fortid.
.. hvordan jeg lo hånligt under min venlige facade, da to drenge fra min dunkle fortid i forstaden dukkede op, og var så umodne, kedelig og ... forstadsagtige, at jeg havde lyst til at rive flænger i deres kroppe og drukne mig selv i en håndvask.. for at finde ud af, at man jo altid selv vil være en forstadspige, skønt man lever et pseudo-byliv i Berlin og København. Jeg hadede mig selv for min snobbethed. Især fordi den var skjult.
...

Og nu flænser jeg æteren på min selvtilbedende facon, og giver mig selv skulderklap for min livs længst-eksisterende blog. De andre blogs druknede i selvfedhed og kommentarliderlighed. Men her er jeg ingenting. Her er min opslagstavle. Mine fejltagelser, fantasier og interesser.. og ikke mindst mine svagheder. Du er derude, måske. Jeg ved det faktisk ikke. Hver gang jeg får en kommentar gnistrer det i hele min krop. Det er altid en overraskelse. Nogle gang tager jeg mig selv i, at have lyst til at skrive om mode og om hvordan jeg ser ud, ja, måske endda poste billeder af mit ansigt og slackerlivsstils-fordærvede, tyndfede krop. Men jeg holder igen. For er ord ikke selvudleverende nok?
(Jeg bilder mig selv ind, at du er nysgerrig.)

Damn sir, did you hear what that girl said! Ingen forstår hende længere, og hun kryber længere og længere ind i sin freakyness med vulgære dansetrin, fordi hun tror hun kan shake that moneymaker vildere end de andre.
Der kommer en vild, vild hest og samler hendes udsplattede krop på græsplænen op. De rider igennem Brenner-passet, helt til Italien, hvor mozarella fylder hendes urene tanker: på motorvejen dytter de af hende. Hun vinker stolt tilbage. Ja, det er mig, Ida, på mine vilde heste.
Og du må ikke komme med.

Jo altså. Hvis du spørger pænt.

summer is the champion

2010-04-20T13:05:00.002+02:00

Jeg synker en ekstra gang. En gang til. Og en gang til.
Sommeren er kommet til Berlin, den blå himmel lokker.
I søndags var der 25 grader. Jeg sad i Mauerpark i Prenzl. med blege, bare ben og kampsvedte, mens den ene tosse efter den anden udleverede sig selv med diskotoner og akavede dansetrin foran 2-3000 hujende mennesker.

Karaoke i Mauerpark er min yndlingsbeskæftigelse i weekenden. Og i søndags vendte det tilbage efter 5-6
måneders vinterhi. Jeg var den lykkeligste pige i Berlin.
Efter 4 timer i solen (og i De Falske Toners Land) tog jeg en tram hjemad mod X-berg (ja, min cykel er punkteret igen). Da jeg gik over Oberbaumbrücke var synet overvældende. Jeg var som sendt til Syden: Toscana i al sin pomp og pragt og gyldne lys. (Sidste billede).
Jeg sank endnu en gang.

Nu er det tirsdag.. åndedrætsbesvær fordi mit indre følelsesmonster ikke kan følge med længere. I aften holder vi fest for en teaterhøjskole. 30-40 mennesker. Tirsdagsfest er et koncept, jeg kan forholde mig til.
Hvis jeg dog bare kunne stoppe med at tænke på kærlighed, så ville det være meget lettere at nyde nuet.

og hvordan man ikke scorer en englænder

2010-04-17T12:26:00.000+02:00

"Yesterday at work my fingers suddenly started to draw. This is blackmail. If you want the drawing - it's dedicated to you, I decided this evening - then ask me to come to london. And I'll come."

Intet svar.

Dagen efter:

"I just watched Napoleon Dynamite at my mates house, and realized that.. I made a Napoleon on you. Where he draws his dream girl's face and writes: "There's a lot more where this came from... if you go to the dance with me." I'm really sorry, I didn't mean to put preasure on you."

Intet svar.

Ugen efter:

"I'm drinkin' red wine... but ate yoghurt with chocolate for dinner, so I'm feeling a bit nauseous and taking a rest on the north pole aka. my bedroom.
And then, maybe the youghurt talking?, I thought about you, and how you were doing.
Today the Queen of Denmark has her birthday (70 years old!), so everybody in Denmark is flipping out. I got blocked from the Danish Radio-homepage, because I wrote, I would celebrate her birthday by taming 10 wild horses to run to the castle and sing her a german birthday song.. and that I thought her haircut was lovely. Danish Radio didn't like that at all.
Well, that's all for me.
I guess the vulcano-dust makes everyone a bit crazy."

Dagen efter: intet svar.
Det er selvudlevering på højt niveau. Jeg er en nedfalden frugt, en selvdød tomat. Og jeg har ondt i mine ben efter at have danset på den halvtomme klub ved Spree.
Nå. Men han var i hvert fald en sød én, den englænder. Men jeg tror, jeg stopper nu.

the tourist

2010-04-14T23:50:00.001+02:00

Mig som guide for mine forældre rundt omkring i Mitte.

mind your own manipulating beeswax

2010-04-13T01:13:00.000+02:00

BEESWAX

(2009)

Instr. Andrew Bujalski

Wikipedia:

"Mumblecore: primarily characterized by ultra-low budget production (often employing digital video cameras), focus on personal relationships between twenty-somethings, improvised scripts, and non-professional actors."

Det var Bujalski selv der introducerede begrebet i starten af 00'erne, efter han sammen med andre indie-instruktører begyndte at lave disse uhyre realistiske lavbudgets-film. Han instruerede mumblecore-klassikerne (efter min egen bedømmelse) Funny Ha Ha og Mutual Appreciation, der straks vakte opmærksomhed i kølvandet på den amerikanske independent-stormogul John Cassavetes, der ligeledes havde taget fokus væk fra filmiske virkemidler og Hollywood-formen, og i stedet projiceret den mod almindelige menneskers sind og handling. Der er noget forfriskende og nytænkende over Bujalskis filmhåndværk. Filmene er charmerende, realistiske og umiddelbart lige til. Med det håndholdte kamera, der på nogle punkter næsten kan virke amatøragtigt, understreger han Det Virkelige Liv med sådan en kraft og mådeholdenhed, at man som seer sluger den præsenterede sandhed rådt: dvs. komplet uden forbehold.

I Beeswax møder vi Jeannie der pga. sygdom i benene (som blot er en af de mange ufortalte detaljer i filmen) er lænket til en kørestol. Dette synes dog ikke at være en ting, der skal belyses i filmens plot, da problemerne i den genbrugsbutik Jeannie arbejder i, kommer til at være omdrejningspunktet i stedet for. Igennem dilemmaet med Jeannie og hendes forretningspartner, Amanda, - et misforstået partnerskab, der nu kan true med søgsmål og hardcore advokathyre - møder vi forskellige karakterer, der alle vil hjælpe Jeannie. Hendes sprudlende, sporty tvillingsøster, Lauren og den advokatstuderende Merrill, der viser sig at nære følelser for Jeannie.

Filmen er lavet ud fra Jeannies synsvinkel. Man accepterer naivt hendes problemstillinger og holdninger: ja, Amanda er også en dårlig forretningspartner, ja, du behøver ikke tage dig af Merrills følelser, ja, selvfølgelig skal du have hjælp fra din søster og få hende til at blive hjemme fra hendes livs tur til Afrika. Man føler vreden og frustrationen under ens hud: overbeviser sig selv om, at Jeannie gør det rigtige.
Da filmen slutter, er man uforløst.
For intet ved det man troede om Jeannie, var rigtigt. Med ufortalte detaljer og følelsestavse biroller former et nyt mønster sig. At Jeannie egentlig er en meget slet person. Hun udnytter sit handicap til at presse andre til at lystre hendes mindste vink. Hun er egoistisk, snæversynet og mangler i høj grad empati. Filmens realistiske stil har fortryllet én selv om til Jeannie. Man forstår hende. Bujalski har snydt mig. For hvem var egentlig den dårlige chef? Hvem var egentlig den dårlige, svigtende søster? Hvem var den hjerteknusende stodder, der var så opslugt af sig selv og egne juridske dilemmaer, at hun helt glemte at elske?

Dagen efter turen i FSK kino på Oranienplatz var jeg lamslået over filmens stilfærdige, underspillede manipulation. Man sidder i biografsædet som en selvfed idiot og klukker over filmens jokes, finurligheder og intelligente manuskript; man føler, at filmen har opnået den rette løsning i slutningen. Indtil man efterfølgende reflekterer over den introducerede "sandhed", og indser, at en film uden special effects, dramatisk lyssætning og femme fatale-karakterer, har taget fusen på en. Den viser hvor virkelighedsfjernt ens virkelighedsperception kan være. For der er ingen tvivl om, at Jeannie ikke er bevidst om hendes egen manipulation af sine kære. Og vi ser det heller ikke, før man pludselig skal vende den iøjnefaldende objektive stil om til en dybt subjektiv stil.

Det er fascinerende!

en maskulin aften i berlin

2010-04-11T13:14:00.003+02:00

Vi sad på pizzariaet på Oranienstr. og spiste fredsommeligt de lækre stenovnssprøde pizzaer med ruccola, feta, parmaskinke og brokkoli (you name it), da gaden ude foran restauranten med et sæt står i flammer. 20 politimænd er ankommet i salatfade, og 4-5 af dem nedlægger med al magt en mand, der skriger for sit liv. Pizzamændene løber straks ud til den hurtigt samlede menneskeflok (en 20-30 stykker) som alle står og skriger af politiet. Den anholdte mands smerteskrig runger gennem gaden. Først presser de ham op af salatfadet, for derefter at tyre ham ned på jorden. Folk skriger, at politiet skal stoppe. En masse af aktivister kommer nu ind på pizzariaet, da de ikke længere må stå ved politiet. Jeg spørger en af aktivisterne, hvad der er sket.
"Der var en café ved Heinrich-Heine-Str., et tilholdssted, hvor man kunne få billig kaffe og mad, men så besluttede udlejeren at sætte huslejen op til 3000 euro, bare fordi han kunne, og caféen ville nu blive lavet om til en fancy cocktailbar eller sådan noget." Bitterheden voksede i hans stemme. Han sad uroligt på bænken og hans øjne var opspærrede og flakkende som et vildt dyrs. Angst. "Så vi besatte bygningen og solgte kaffe for 5 cent. Men det nåede ikke engang at være der i 24 timer, før politiet havde ryddet det og arresteret besætterne."
Den anholdte aktivists skrig er forstummet. Han er blevet kastet ind i en af "fangevognene". De andre aktivister forsvinder gradvist fra pizzariaet og gemmer sig et sted i natten. Nu er det politiets tur til at komme ind og bestille en af de delikate pizzaslices med champignoner, spinat og skinke. Jeg kigger på deres pistoler, der stikker ud under deres jakker. Jeg får en pludselig lyst til at tage den og lave ravage, men mit hjerte banker for hårdt oppe i min hals, så lammet iagttager jeg blot olien drive ned af politimændenes hager, mens de med veltilfredse smil indtager verdens bedste pizza.

Efterfølgende gennemtrævler vi Kreuzberg for at finde en bar/café, hvor vi kan se Real Madrid og FC Barcelona. Vi snakker opildnet om aktivisme, frihed og politivold. Mine knoer er hvide, mine sorger langt væk. Der er noget større på spil.
Ingen bar synes at interessere sig for andet end Bundesligaen, så vi vender snuden hjemaf. På hjørnet hvor vores Späti (kiosk, red.) ligger, er der også en tilhørende "Toto-Bet", hvor sportsfanatikere kan lave deres væddemål og foruddannelser om alle kampe, sportsgrene og spillere i verden. På mirakuløs vis, får vi dem til at sætte kampen på storskærm, og vi får vores egen bås. Stedet er proppet med de tyrkiske berlinere, der spiller rommy cup og råber af en af de 10 fladskærme der er langs væggene i det lille rum. Hver gang en mand træder ind i biksen, kigger de forundret på de 4 blege piger, der øjensynligt følger entusiastisk med i kampen, og skriger MESSI med hidtil uset kraft. Da kampen nærmer sig sin nervepirrende slutning, er vi efterhånden omringet af 20-30 tyrkiske mænd, der griner højt, hver gang vi indlevende råber af skærmen. På skift forsvinder mændene ind i et hemmeligt bagrum og kommer ud igen med tilslørede, fjogede smil. Nogle mere prominente mænd dukker også op. En der bl.a. bærer den største guld-bling-bling-kæde jeg i levende live har set. Jeg ville give alt for at se, hvad der skete i baglokalet. Den tyrkiske mafia?
"Hvem holder I med?" spørger de på skift.
"FC Barcelona, naturlich!"
Min påtagede fodboldfan-personlighed er tilfredsstillet, da de vinder med 2 mål over Real Madrid. (Skønt der gik ca. 2/3-dele af kampen før jeg overhovedet fattede, hvem vi holdt med.)

usynlige ord

2010-04-10T17:39:00.000+02:00

Jeg læste min første Paul Auster-roman i går. Ja, på blot én dag forsvandt den ned i dybet af understimulerede hjerneceller og mættede min virkelighedsflugtstrang. Jeg slugte den råt, græd lidt, lo lidt, brød min hjerne, mens jeg under påvirkning af rødvin baksede mig igennem den linde strøm af fantastisk sprog og uigennemskuelige plot.
"Usynlig" handler om den 20-årige litteratur-studerende Adam Walker, som møder den noget ældre og fascinerende franskmand, Born, der med voldsomt temperament og manipulerende adfærd forblænder den unge mand. Adam Walker kastes ind i grumsede, uklare intriger, drab og erotiske oplevelser, der sætter hans udviklede retfærdighedssans på en prøve. Bogen fortælles fra forskellige synsvinkler og tidsperioder, der gør, at den sandhed man i første del får præsenteret, langsomt ændrer form og troværdighed. Sandheden og den virkelige historie, er hermed gjort "usynlig".

En tysk mand spurgte mig i nat: hvilke temaer berørte den så?
Men jeg havde ingen svar.
Adam Walker skriver før sin død som 60-årig en selvbiografi: hans indbildte sandhed om det liv, han mener at have levet. Det står uklart, om han virkelig har oplevet og set de ting han beskriver, men det virker som om, at så længe ønsket er stærkt nok, desillusioneringen, kan det godt formeres til ens sandhed og virkelighedsopfattelse. Som læser må man vælge at acceptere Walker's historier. For ingen anden sandhed er at finde. Karaktererne er flydende, filosoferende og uhåndgribelige. Man må bare stole på ordene. På sproget.

Det der rørte mig allermest i bogen, var sekvensen hvor Walker og hans smukke søster Gwyn er i biografen og ser Dreyers "Ordet". Jeg havde selv ingen ord om filmen. Andet end at den havde taget fusen på mig. Auster skrev min følelse ned, og mine øjne blev våde og mit hjerte dirrede.

"Normalt ville du ikke være interesseret i en film om kristendom og religiøse trosspørgsmål, men Dreyers instruktion er så præcis og gennemborende, at du hurtigt bliver opslugt af historien, som begynder at minde dig om et stykke musik, som om filmen var en visuel oversættelse af en tostemmig invention af Bach.
(...)
Der er ingen særlig grund til at lave et opkog af den indviklede historie. Uanset hvor overbevisende disse vendinger og drejninger måtte være, så udgør de blot én historie blandt en uendelighed af historier, én film bland en mangfoldighed af film, og hvis det ikke havde været for slutningen, ville "Ordet" ikke have påvirket dig mere en enhver anden god film du har set i årenes løb. Det er slutningen der tæller, for slutningen gør noget ved dig som er helt uventet, og den rammer dig med en kraft som en økse der fælder et egetræ.
(...)
Mens den lille gruppe af sørgende slægtninge og venner ser til og spekulerer på hvilken blasfemi eller helligbrøde som vil blive begået i dette alvorsfulde øjeblik, henvender denne mand som vil være inkarnationen af Jesus af Nazareth sig til den døde kvinde med rolig og stilfærdig stemme. Rejs sig, befaler han hende, stå op af din kiste og vend tilbage til de levendes verden. Sekunder senere begynder kvindens hænder at bevæge sig. Du tror det må være en hallucination, at synsvinklen er skiftet fra den objektive virkelighed til den konfuse brors tanker. Men nej. Kvinden åbner øjnene, og få sekunder efter sætter hun sig op, helt genopvakt.
(...).. for dig er det et grænseoverskridende øjeblik, og du sidder og klamrer dig til din søsters arm mens tårerne triller ned af dine kinder. Det der ikke kan ske, er sket, og du er lamslået over det du har været vidne til.
Der sker en forandring i dig efter det. Du ved ikke hvad det er, men det er som om de tårer du fældede da du så kvinden vende tilbage til livet, har skyllet noget af den gift ud der har hobet sig op inde i dig. (…)
Andre øjeblikke er du overbevist om at du i kraft af en mærkelig, medlevende overlapning af subjekt og objekt fornemmede at du så dig selv stå op fra de døde. (…)"

Jeg græd hele vejen hjem fra Potsdamer Platz efter Ordet. Genopstået fra de døde. Renset af andres kærlighed. Livet ændrede sig. Noget fundamentalt indeni rykkede rundt: grumsede brikker af underbevidstheden mistede sin plads.
Er jeg et andet menneske nu?

Når jeg lige skal spare jer for min Dreyer-mani og (åbenbart) eksistentielle kriser, så er det virkelig en god bog. Jeg synes, at du skal læse den med det samme. Jeg glæder mig allerede til at gå igang med andre af hans bøger.
Det er absurd. Jeg har ikke færdiglæst en bog i et år, men på 4 dage har jeg læst 2 bøger. (Det kan evt. have noget med at gøre, at jeg forsøger at distrahere mig selv fra mit selvdøde hjerte. Men. Jeg er glad for at læse igen).
Den anden var Kafka på Stranden af Haruki Murakami, som jeg også synes du skal læse med det samme.
Begge forfattere skriver i dette letlæselige sprog, så det uigennemskuelige plot og de magiske elementer er lettere at fordøje. De sætter tanker igang, følelser i oprør og hjerter i brand. Afsted til biblioteket!

flamflamflam

2010-04-09T02:15:00.002+02:00

Det er torsdag nat, og jeg føler mig som et kæmpe fjog.
Jeg ved ikke, hvornår min hjerne indgik ægteskab med mit hjerte, hvorefter hjertet tog komplet over som en kæmpende husmoder, der krævede sine rettigheder og følsomhed, og hvordan alle de følelser jeg har intensiveres gange tusinde, og hvordan jeg kaster min krop og hjerte afsted ned i et sort hul af dumme mænd, der ikke ved hvad de skal stille op med denne kødelighed og alt det hjerteblod jeg spilder i mit kast. Det er farligt at være hyperromantiker. Der var engang hvor jeg ikke var det.. hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med andres intense hjerteblod, som jeg forkasteligt havde smurt ud på mine hænder. Nu forstår jeg det. Jeg forstår det alt for godt. Jeg maler fanden på væggen før fanden har taget form. Dræner mig selv med fantasier og illusioner, drømmer om den store forelskelse, jagter kærligheden som aldrig set før. Har jeg set for mange film? er det dét?
Jeg skyder desuden også skylden på dårlig karma, som jeg synes at lide af disse dage. Sidste uge: Cykel stjålet. Købte ny - som 2 dage efter punkterede. Kan ikke lappe cykler. Har fået lus: de vil ikke væk. Jeg er generelt bare en idiot til alt.

ida jonze?

2010-04-06T01:30:00.002+02:00

Da jeg i går aftes så Three Kings (1999) hvor George Clooney, Ice Cube, Marky Mark (Mark Wahlberg, red.) og Spike Jonze bryder fredskontrakten mellem Irak og USA under Golfkrigen, kom jeg i tanke om, hvor fantastisk sej, jeg synes, Spike Jonze er. Hvis jeg nogensinde havner i filmbranchen, vil jeg være som ham.

- Lave Musikvideoer med kreativ frihed (arbejde med Björk, weuw!)

- Samarbejde med Charlie Kaufman; producere hans film (Synecdoche, New York), samt filmatisere hans manuskripter (Being John Malcovich og Adaptation)

- Få lov til at filmatisere børnebøger, uden at det behøver være animeret. Men virkelig få midlerne til at lave noget virkelig realistisk magisk realisme. (Ja, det kan altså godt sige!)

- Spille skørebiroller i skøre film, som fx i Three Kings, hvor Spike spiller Conrad Vig, der slet ikke er skåret til militæret. Eller med gæsteoptrædender i Jackass

- Og så få lov til at skrive/instruere den sødeste kortfilm jeg nogensinde har set.. bare fordi Absolut Vodka tænker: IN AN ABSOLUT WORLD, ORDINARY IS NO PLACE TO BE. Hey Spike Jonze kan lave noget der ikke er ordinært og kedeligt.
Tænk, at robotter er de mest skrøbelige i denne verden. Det var rart at se.

Se filmen (30 minutter lang) HER

I wanna be Spike Jonze, man!

og de vilde dyr på cafeen

2010-04-05T23:04:00.000+02:00

HUBERTUS LOUNGE

Eisenbahnstr. 6, 10997 Berlin (Kreuzberg). U-bahn: Görlitzer Bahnhof

Stjålet direkte fra: http://www.flickr.com/photos/hubertuslounge

- Mit ubestridte yndlingssted i Berlin. Jeg er der gennemsnitligt 1-2 gange om ugen da den ligger - bogstaveligt talt - lige om hjørnet fra hvor jeg bor.

Caféen/loungen er indrettet efter den gode "besøg-hos-farmor"-stil med blondeduge, solide glasaskebægere, landsskabsbilleder, lamper med klunker, overdådigt bløde sofaer og gamle billedalbums transformeret til menukort (skønt man ofte bruger længst tid på at kigge på billederne end at finde ud af hvad man vil have). Det er en meget dunkel og røgfyldt bar, hvor dagslyset og tiden automatisk forsvinder til fordel for den tidsløse tidslomme de har skabt. Når man vader derind med sit skrive-, tegne,- og cigaretgrej i hånden bliver man ofte mødt af en gøende hund, musik fra 30-40'erne, de sædvanlige medarbejdere der chiller med alle deres venner, billige priser på både drinks, kaffe og øl; eller min yndlingssodavand Aloha! med grapefrugt-smag, og generelt bare stemningen af, at man må blive siddende der for evigt. Der er et fjernsyn med fisk i, en diskokugle i det bagerste rum, en smuk kvinde der spiller på klaver hver fredag eftermiddag, mærkelige mennesker, vilde hunde, udstoppede dyr... der er simpelthen alt hvad man nogensinde har drømt om!

Hubertus Lounge bærer også sine hemmeligheder. Inde i et af skabene gemmer der sig en snoet trappe der leder en ned til et hemmeligt festrum, som man kan leje for den nette sum af 50 euro. En hemmelig fest! Jeg har lovet mig selv, at holde en fest dernede før jeg tager hjem. Det skal opleves og prøves af.

Min kærlighed til Hubertus Lounge er udødelig.

Men når de på sådan en helligdag som i dag, viser sig at have lukket - VERDAMMT! - så er Kreuzberg bestemt ikke forladt for hyggelige cafeer. Går man blot en blok videre - dvs. til Pücklerstr. - er en ny café åbnet efter samme dagligstue-koncept; bare røgfri, lysere og med mere "moderne" musik (idag: Feist og Beirut og bossanova-covernumre af 80'er-hits). Den hedder "Lerchen und Eulen" (Lærker og Ugler, red.). Her kan man købe de LÆKRESTE kager for blot 1.50 euro, eller verdens største cappuchino til 1.80. Når man har drukket kaffen ud og slikket tallerknen for de sidste krummer af den himmelske kage (idag: karameliseret æble-kage med ristede mandler ovenpå mascarpone-creme der var blandet med røde, søde ribs), serveres der - gratis! - vand og - gratis! - saltstænger (virkelig sprøde saltstænger skal det tilføjes) for en, uden fordømmende blikke om at man skal forlade caféen, fordi man trods alt har siddet der i tre timer med en bog.

En stor del af mit berliner-liv er at sidde på en café i severale timer, lade tiden fade ud og tanker strømme i alle tænkelige (haha) retninger. Jeg elsker det. Der er ingen der siger noget om, at man skal skynde sig videre i programmet, eller at man lige skal slappe af med sin 5. cigaret og kaffe-overforbrug; at man alligevel har nået at læse 200 sider i sin bog på et par timer; eller at man sender flirtende blikke til de beskæggede mænd i den anden ende af biksen. Nej. Here is freedom, and freedom is here.

(Et andet yndlingssted er vindueskarmen ud til gaden - vi bor i stuen - men det bliver nok svært for dig at få den oplevelse med... medmindre du spørger pænt, selvfølgelig. I lørdags sad jeg der i den sene aftensol i tre timer og spillede min musik ud til gaden og stirrede ned i hovedbunden på folk. Jeg dyrker kedsomheden og kedsomheden dyrker mig.. og hvilket privilegium.)

søndag

2010-04-05T02:46:00.002+02:00

Det er søndag nat, tror jeg nok. Jeg er fyldt til bristepunktet af impulser, fantasier og lyksalighed.
Der er så meget godt derude.
Jeg ville ønske, jeg kunne helbrede alles ulykke, og at alt i verden ville være godt igen.
Men nu er det søndag nat.
Tror jeg nok.

kriller

2010-04-02T21:42:00.002+02:00

ARH JEG HAR FORÅRSKRILLEREN RIVENDE UNDER MINE NEGLE
JEG SKAL GØRE ALT FOR IKKE AT FORELSKE MIG I ENHVER PERSON JEG SNAKKER MED
BERLINS HELLIGE NEKTAR SLUGER JEG
SOM JEG SIDDER DÉR I GÖRLITZER PARK OG DRIKKER SAFT MENS EN SPANIER SYNGER FORSIGTIGE SANGE, OG HVEM HAR OVERHOVEDET BRUG FOR BARCELONA OG VICKY OG CHRISTINA
JEG HÅBER PÅ ALT, SATSER ALT, DRØMMER ALT TIL UDFLYDENDE DIMENSIONER
MIT LIV ER BADET I INGEFÆR, DINE FORSIGTIGE KÆRTEGN OG DEN STILLE LARM FRA GADEN, VI SELV FORÅRSAGER.
NU LEGER MÅNEN PÅ HIMLEN, ET FARVEFJERNSYN PÅ SKALITZERSTR. KALDER OG JEG ER FYLDT OP AF SÅ MEGET KÆRLIGHED, AT JEG ER BANGE FOR AT EKSPLODERE.
OG YES, ALL MY IDEAS ARE BRILLIANT! LONDON!

smelter

2010-04-01T13:06:00.001+02:00

Jeg har netop været udsat for en ekstra grum aprilsnar. Min roomie sagde begejstret: Dr. Dog kommer på Melt-festival! Jeg var ved at græde lidt i mine pupiller, fordi jeg ikke kan komme på Melt, og der allerede er blevet annonceret så mange fine navne på festivalen, at jeg har lyst til at hoppe ud fra en lille bygning. Men Dr. Dog kommer selvfølgelig ikke, men derimod kommer disse:

- Booka Shade -

- Chromeo -

- DJ Shadow -

- Four Tet -

- Friendly Fires -

- Hercules and Love Affair -

- Kings of Convenience -

- Massive Attack -

- Midlake -

- Modeselektor feat. Bonaparte -

- Ricardo Villalobos -

- Shout Out Louds -

- The XX -

- WhoMadeWho -

- Yeasayer -

Og hvor er jeg imens? Slænger mig på en strand på Bali med min familie. Bittersødheden svimler for mig. Roskilde må lige se at nakke nogle af disse navne, og så er jeg at finde på campingpladsen med en lykkelig og lunken øl svingende i hånden den første uge af juli. Jeps.

væg

2010-04-01T12:57:00.000+02:00

En blanding af loppemarkedsfund og egen tegning som hænger over mit spejl.

den tyvende

2010-03-31T22:24:00.000+02:00

hævn

2010-03-31T00:21:00.002+02:00

Medea (1988)

Instr. Lars von Trier. Baseret på manuskript af Carl Th. Dreyer - et manus han aldrig selv nåede at filmatisere. Originalt et skuespil af den antikke tragediedigter Euripides.

Impulsivt efter arbejde kastede jeg mig i favnen på Medea og hendes hævnlyst.
Hvor tager man hen, når den mand man elskede; den mand hvis afkom man har født og forsørget; den mand som betød alt (hvorfor kan han ikke huske hvordan det var dengang..), pludselig har forladt en til fordel for umådelig magt og for en ung, dydig hustru; endda kongens datter? Medea kender "det ondes magi", derfor må hun landsforvises - hun udgør en fare mod kongen, kongedatteren og Jason (Medeas husbond).
Men en kvinde behøver ikke kende til sort magi, djævlen og "det onde" for at kunne udgøre en fare når det kommer til hævn. Det er dybere, mere fortærrende og ødelæggende... nemlig det sønderknuste hjerte. Medea lover sin hævn (se video), og de to små, yndige drengebørn tårner sig større og større i baggrunden, fylder mere og mere, hun har redskaberne der kan knuse en voksen mand. Hun elsker da sine børn, men det sønderknuste hjerte triumferer med sit grønne monster og det ulmende had: de skal korsfæstes! de må ofres i kampen mod at såre den mand, som sårede hende så groft.

Filmen er langsom og rolig. Dialogen kunstig, kynisk og kold. Silhuetter af virkelige mennesker kaster skygger mod uvirkeligheden i flammernes skær. Den evindelige tåge, den voldsomme blæst. Det våde sand under Medeas knyttede hænder. Spøgelsesagtige kamerabevægelser, farver og skygger uden forklaring. Nærbilleder af kolde ansigter. Den brutale død, forgiftning og hævntørst.
Carl Th. Dreyer kaster et spyd mod dine knogler og fordærver dem i et stilfærdigt vredesudbrud. Den er intens og low-key. Skuespillet er overbevisende og dyster. Varme, knurrende stemmer der med det danske sprog, skildrer en følelse, en lidelse, en sorg, der er tidsløs. Den foregår i antikkens Grækenland, men er fra 1988, og det gør ikke engang en forskel. Frustrationen, lidenskaben, desperationen fugter dine øjne, da du i et voldsomt krampetræk ser Medea ofre det vigtigste og smukkeste, fordi hun er så fordærvet af den mand der ødelagde hende.
Andre måtte jo tage hendes lidelser på sig!

(Hvis du er interesseret i denne fine film, så kan man se den hele på youtube. Den varer ikke mere end 1 time og 15 minutter, så den er hurtig slugt).

barbar

2010-03-29T14:32:00.001+02:00

KPTN (bar)

Simon-Dach-Str. 32, Friedrichshain

(Billede fra www.tip-berlin.de)

En tætpakket bar der aldrig sover. Selv en søndag aften har den åben til en 4-tiden. Den er altid spækket med et utal af mennesker; hippe berlinere, svævende alkoholikere, folk på gennemrejse, alle! Man kan udfordre sejrsherrerne i bordfodbold, gemme sig væk i en mørk krog i rygerrummet, spise saltstænger oppe i baren eller bare sidde og kaste terninger med dine buddies. Jeg har været der utallige gange og ender næsten altid med at blive til lukketid, da man altid falder i snak med mærkelige, fascinerende og skøre mennesker, der har historier om DDR eller afdøde musikere eller norsk armwrestling, eller fordi man har fortabt sig i en dramatisk bordfodboldkamp mod to argentinere.

KPTN's priser er de billigste i Berlin. Man bliver altid chokeret over en gin & tonic til 2.80 eller en iskold Sternburger til 1.50 euro. Det er komplet hjernedødt.

Tag derhen hvis du har behov for en chill aften der enten kan blive bare enormt hyggelig og afslappende, eller komplet vild og uforudsigelig. Det er et dejligt, dejligt sted.

I går aftes sad en flok gamle mænd og øvede sig på guitar og trompet, og skiftedes til at skråle højest med deres hæse, cigaretfordærvede stemmer; en anden alkoholisk tysker udfordrede min musikviden og spurgte om jeg havde 2 euro til en øl, mens han rullede en af mine cigaretter. Musikken var elektronisk og belysningen tilpas dunkel til at man kunne lade hemmelige kys falde ud over verden, uden nogen lagde mærke til det.

den nittende

2010-03-29T11:51:00.000+02:00

en situation fra hverdagen vi alle kender...

sway away

2010-03-29T11:34:00.000+02:00

Det er hårdt for hjertet, at leve efter Jens Lekmans romantiske visioner. Det knækker ens hjerte i små stykker gang på gang, fordi man kaster sig ud i den ene romance efter den anden, og pludselig har man et hjerte i hver en havn, og nu skal jeg måske til at planlægge at tage til London i løbet af foråret... it's a tough one, biatch.

"I don't know if he's worth 348 Kronor,
'Cause that's a ticket from Berlin to London."

music to watch girls by

2010-03-27T12:39:00.002+01:00

Jeg har fundet et album med en masse gode 50'er-'60'er hits, hvor nogle af sangene simpelthen er for gode til at være sande.
Mine roomates er dog ved at være en anelse trætte af mig, når jeg svinger rundt til "Mambo Italiano" med fristende hoftevrik og viltre armbevægelser

.. eller skråler: "LETS FACE THE MUSIC AND DANCE!!!" (og fantaserer at jeg danser en strid tango med ham som droppede mig, mens jeg efter hvert aggressivt dansetrin spørger: jamen hvorfor droppede du mig, kan du ikke se hvor godt jeg danser?)

den attende

2010-03-27T12:22:00.000+01:00

vs. crazy brain

2010-03-25T23:31:00.004+01:00

Crazy Heart, 2009

Instr. Scott Cooper

Medvirkende: Jeff Bridges, Maggie Gyllenhaal

En god film stimulerer både hjernen og hjertet. Man nyder det æstetiske, manuskriptet, tematikken, følelserne, stemningen. Men hvad gør man, når man har kastet sig ud i en film, som udelukkende stimulerer hjertet? Gør det den til en dårlig film? Er det ikke en filmisk kvalitet, at give den skeptiske seer en grædeklump i halsen og smeltende knogler; en varme der spreder sig fra tåspidserne til hårgrænsen?
Crazy Heart kan ikke mere end hjertevarme.
Den filmanalytiske hjerne splitter filmen til atomer og hidser sig op over dens uoriginalitet; den forudsigelige Hollywood historie om en afdanket stjerne, der har et alkoholproblem og som ikke kan binde sig til folk. Denne antihelt med kronisk åbne bukser og bræk på skjorten, skal igennem en fysisk såvel som følelsesmæssig afvænningsproces, da han møder kvinden i sit liv. Forandring. "Change!" som Obama siger. "Jeg har ændret mig nu," siger Bad Blake (Jeff Bridges), "vil du ikke have mig tilbage?" og selvom ens hjerne brøler: KLICHÉ KLICHÉ KLICHÉ, så samler gråden sig bag øjnene og man kan ikke forklare hvorfor. Er det pga. Jeff Bridges skrøbelige præstation som den charmerende countrystjerne? eller Maggie Gyllenhaals stereotype afdækning af den enlige mor til verdens mest nuttede barn, som ikke finder sig i noget, og som kun har erfaring med dårlige mænd, som skuffer hende? Det kan ikke forklares, hvorfor ens hjerte græder.

Filmen mangler noget.
Den mangler klaustrofobien i den alkoholiske tilværelse, den mangler sydstaternes tørre sletter, den mangler mere smerte og lidelse, den mangler en mere realistisk kærlighedshistorie, en mere fortørnet og overfladisk skildring af countrymusik-branchen. Den mangler.. virkeligheden?
Bad Blake spiller konstant sangen: The Weary Kind, der vandt en Oscar, som bliver hans form for "redemption" med fortiden og hans ensomme liv. Det bliver lidt for udpenslet, da han 4.-5. gang (eller da Colin Farrell - !?! - som spiller den store countrystjerne, Tommy Sweet, også synger den!) klamprer på sin guitar, og lyrikken pludselig understøtter handlingen alt for tydeligt og kvalmt. "And this ain’t no place for the weary kind/ And this ain’t no place to lose your mind / And this ain’t no place to fall behind / Pick up your crazy heart and give it one more try"

Men alligevel forlod jeg biografen med tårer i øjnene.
Så var det alligevel en god film, trods alt? Hvordan bedømmer man overhovedet det?
Jeg vil hellere anbefale dig at se enten The Wrestler (Mickey Rourke) eller Leaving Las Vegas (Nicholas Cage), hvor skildringen af antihelten i misbrug, ensomhed og fordærv er så realistisk og overbevisende, så æstetisk og kvælende, at man stimuleres i både det skøre hjerte og i den skøre hjerne.

(jeg kan næsten ikke høre sangen, uden at få lidt opkastfornemmelser i min solskoldede mund)

you rock my world, Görli.

2010-03-25T17:26:00.000+01:00

Forårsfornemmelser i Görlitzer Park (og verdens største juicebrik!)

impulsiv my arse

2010-03-24T12:15:00.001+01:00

Impulsive beskeder om natten, selv i ædruelig tilstand, kan være uhyggelige og tilføje alt for meget neurotisk frustration. Især når man ser sig selv sende den til en person, som øjensynligt ikke vil have noget at gøre med en.

"Vidste du, at The Avalanches', Two Hearts in 3/4 Time, er det perfekte soundtrack til en tom u-bahn-station, når man ikke ved om der kommer et tog til og om man overhovedet har lyst til at være andre steder end lige her i den grå, hemmelighedsfulde betonundergrund? Sweet dreams fra en impuls."

Jeg står på Heinrich-Heine-Strasse, hvis betonloft er klaustrofobisk tæt på ens hoved, mens jeg ser mine fingre sende beskeden afsted. Mit tog kommer inde for 5 minutter, jeg stiger ind.
Stadig intet svar.

ordet

2010-03-24T01:44:00.000+01:00

Jeg kan ikke slå Carl Th. Dreyers "Ordet", 1955, ud af mit hoved. Mine tanker snubler over hinanden og forsøger at finde vej til en endelig og fantastisk analyse. Men det eneste jeg har, er denne mærkelige, udefinérbare følelse i maven. De langsomme panoreringer, den kolde dialog uden øjenkontakt, den teaterlignende opbygning, Johannes stemme og gøren, den jyske dialekt. Jeg har ironisk nok ingen ord.
(Advarsel: følgende klip, den sidste scene i filmen, er ren og skær spoiler, men det er nu så smukt, at det bare skal deles.)

I næste uge tager jeg i forbindelse med Carl Th. Dreyer-temaet i Arsenal (Kinematheket), og ser Lars von Triers filmatisering af Dreyers manuskript, Medea. Det skal nok blive en fryd.
Carl Theodor Dreyer rules my world.

here comes the sun

2010-03-24T01:03:00.000+01:00

YELLOW SUNSHINE

Wiener Strasse 19, 10997 Kreuzberg. U-bahn: Görlitzer Bahnhof

Billeder nuppet fra google billed-search.

Er du vegetar, veganer, typen der hepper på organisk/økologisk mad, eller blot en person der nyder en god burger, erYellow Sunshine stedet for dig. (Wow, hallo Ida-reklamemager... "før var jeg tit træt og deprimeret, men så prøvede jeg vegetar cheeseburger med vegetarisk bacon, og nu har jeg det megt' megt' bedre").
Man spiser noget der ligner en oksekødsbøf eller en McChicken fra Mc'i'Diddy, man forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre. Man drikker sin organiske pseudo-fanta, og forstår ikke hvorfor den kan smage så godt, når der jo slet ikke er nogle E-numre i. Man spiser ketchupbægeret (!?), og nyder dens sprøde konsistens smelte på tungen.
Du kan gøre Yellow Sunshine til en religion; den selvnedbrydende restaurant!, eller du kan bare nyde den oversnaskede, cremede, knasende, friske burger med god samvittighed - både overfor de usunde fedtsyrer og for dyrenes skyld. Det er virkelig lækker mad og priserne er fra ca. 3,5-5 euro for et solidt måltid, der ikke giver dig Mc'i'Diddy-kvalme og forstoppelse, men den dejlige følelse af vegetar/veganer-fest i maven. Restauranten har åbent til 24-01 hver aften, og derfor er det selvfølgelig dér man tager hen, i stedet for de vanedannende fastfood-restauranter, som giver dig Big Mc'Dreams og ondt i mavsen.
Bedømmelse: NICE.
(NB.. Man kan få de lækreste pom'fritter med til sin burger for en sølle 2 euro; de er sprødere end sprøde og har stadig skræl på, så man ikke går glip af det sunde på kartoflen. Wow, helse-Ida på pletten!)

den syttende

2010-03-21T13:07:00.001+01:00

Fra yoga-æraen og drømme om "das Berg".

den her tid i morgen

2010-03-21T04:35:00.000+01:00

Den er halv fem en søndag morgen, jeg er fokuseret på fuglenes pippen, på the kinks, mærkede du også hvor varmt der var derude?, jeg har det som om, at jeg burde sove, men egentlig synes jeg ikke, jeg laver andet. Jeg smurte mig en mad i det tavse, mørke køkken, og det eneste jeg kunne tænke på, var hvor alene jeg var i det pågældende øjeblik. nu rammer uret snart de forbudte timer, og den pink fleece-plaid smyger sig om min kolde krop, jeg må give op.

das schöne loppemarked

2010-03-20T18:32:00.003+01:00

T.A.C. LOPPEMARKED, KREUZBERG

Hvis man står af på Schlesishe Tor (u-bahn linjen, U1) og går ned af Schlesische Strasse, kommer man på et tidspunkt til et fantastisk sted. Om sommeren er det rent og skær et paradis af Badeshiff, tømmerflåde diskoteket Club de Visionaire, Hoppetossen (club) og andre skøre steder i de forladte bygninger. Men hver weekend, året rundt, er der loppemarked i gamle markedshaller. Vi tog en lørdagsudflugt derover i dag i det grå vejr (dog 14 grader!) og lod os forsvinde ind i de tusinde rodebutikker. Alt står stablet i bunker, så det kræver sin kræmmer at spotte guldet. Men guldet er der! I tonsvis! De garvede sælgere (der har stået der hver weekend siden 90'erne) ved også hvordan man handler. Deres priser er ofte absurde; fx. 5 euro for et aflagt puslespil hvor man ikke engang ved, om alle brikkerne er der. Men hvis man er hård og kaster sig ud i sit bedste kreglertyske, er guldet at få i lommerne. Inde i hallerne, som umiddelbart synes at forsætte i det uendelige, er der også en lille café, hvor man stadig - skønt foråret har meldt sig - kan nyde glühwein med rom, currywurst uden tarm (!?) eller bare nogle sprøde pommes med en lille plastikgaffel.

I dag lykkedes det at købe følgende ting, for den nette sum af 7½ euro.

Stedet kan klar anbefales, hvis man har lyst til et rigtig lokalt sted, hvor folk kan deres kram og hvor man kan få stillet sine shoppingbehov for en slik.

den sekstende

2010-03-20T11:52:00.000+01:00

den femtende

2010-03-19T19:44:00.002+01:00

den fjortende

2010-03-18T10:28:00.002+01:00

en los er en los er en los

den trettende

2010-03-17T23:22:00.001+01:00

Jeg har druknet mig selv i film og benægtet den virkelige verden i et par dage nu.
Det kulminerede her til aften, hvor jeg på forhånd havde arrangeret med min chef at kunne gå tidligt, for at jeg kunne nå i Kinematheket (Arsenal) og se Carl Th. Dreyer-filmen, "Ordet", fra 1955... Das Wort ganz allein.
Da jeg kom ud fra biografen, havde jeg det som om, at et eller andet vigtigt havde ændret sig. Luften var overraskende lun, skønt den var næsten 22.30, og min hjerne eksploderede i flintrende lysstykker ud over gaden... LIVET, KÆRLIGHEDEN, MENNESKENE! GUD! messede min tankegang, og mine øjne fyldtes med vand, og jeg blev blændet af de modkørende cykler, fordi jeg koncentrerede mig så meget.
Så kom jeg hjem idet mine rumboer er på vej i seng. Jeg åbner en øl. Lader hjertet bakse under brystkassen med de nye eksistentielle tanker. Min radiator laver sære lyde, og jeg føler mig egentlig voldsomt alene i dette sekund.
Det eneste billede jeg har på min nethinde, når jeg lukker øjnene, er det offentlige toilet ved kirken, hvor den forvredne narkoman, badet i det kyniske, blålige loftlys, står med bukserne nede og med rystende hænder forsøger at presse en kanyle ind i sit ben, det øjeblik jeg og 5 andre tilfældige passerer ham. Alle lader som om de ikke har set noget. Jeg går hjem og råber hysterisk over maden.

den tolvte

2010-03-16T11:45:00.000+01:00

men uddannelse i hvad?

2010-03-15T18:17:00.000+01:00

An Education (2009)

Intr. Lone Scherfig. Medvirkende: Carey Mulligan, Peter Sarsgaard, Alfred Molina.

Vi har kun ét liv. Det er kort og fyldt med unødvendig kedsomhed og hårdt arbejde. Når man er 16 og ved at køre sit liv i stilling til en lysende fremtid, kan det føles håbløst og ligegyldigt at sidde og svede over latinske verber og engelske essays om Shakespeare; livet må da kunne byde på mere end dette? Jenny (Carey Mulligan) er en "straight-A-student" på en streng pigeskole, men drømmer mest af alt om at ryge cigaretter på en lille café i Paris. Drømme alle skoletrætte 16-årige har. Men hun får pludselig mulighed for at leve, for at elske, for at opleve verden, da hun møder den noget ældre David (Peter Sarsgaard), der med en lækker øse og charmende facon, lokker den lille pige ind i et eksklusivt liv med kunstauktioner og ture til Frankrig. Han snupper hendes mødom og beder om hendes hånd. Hun fortæller ham, at hun aldrig har levet, før hun mødte ham. Og hvem har brug for uddannelse og lærdom (og unødvendig kedsomhed og hårdt arbejde), når man kan rejse, drikke champagne og have flotte kjoler på?
Det skærer i seerens hjerte, at se den intelligente, men alligevel naive, Jenny kaste sit liv bort; hvorfor kan hun ikke se hvor slimet denne mand er? og at han ikke har rent mel i posen? Lone Scherfig formår at skære sit budskab komplet ud i pap, så seeren ikke kan være i tvivl: hvis man ikke tager en uddannelse, tænker på sig selv og sin fremtid, så har man ingenting. Dem der vandrer gennem livet med ture til Paris og spontanitet kan ikke overleve i længden - de er ikke lykkelige.

Budskabet bliver til sidst så klokkeklart, at jeg på række F i den store, tomme biograf på Potsdamer Platz denne eftermiddag, var ved at kaste lidt op i min mund. Så Ida, nu skal du ikke sidde dernede i Berlin og dangdere den med at "leve livet" og være uden ansvar og fremtid; du skal ikke gå og kaste dit hjerte i hænderne på fremmede mennesker; du skal til at bøje nogle latinske verber! Den gode opdragelse, hå hå, den gode uddannelse, hå hå, de rigtige mænd. Hvorfor hørte man ikke lidt mere om Davids årsager til at være sådan et møgsvin? Hvorfor virkede Davids ven ikke lykkelig? Hvordan kom de til denne ulykkelige lykke? Hvorfor skulle det gå så langt, før Jenny fattede, at der intet sandt var i Davids ord?
Og så var jeg også en anelse utilfreds med alderstingen. Måske var det anderledes i 60'erne, hvor ingen studsede over hvad denne - hvad? - 30-årige mand dog laver med en pige på 16? Og hvorfor virker Jenny slet ikke som en 16-årig, men som en på 22?
Da filmen sluttede følte jeg mig kvalt af den amerikanske drøm.. jeg havde lyst til at gå ud og snave med den første og bedste, og kaste øl udover mig selv. Selvfølgelig ønskede jeg ikke, at Jenny skulle gifte sig med denne modbydelige mand, men hvorfor skulle frihed og viljestyrke markeres så voldsomt som en dårlig ting??

Dog skal det tilføjes, at Carey Mulligan var yderst vidunderlig som Jenny. Og selvom den fyldte mig med frustrationer og kedsomhed mod enden, så skal jeg da ikke være bleg for indrømme, at mit kærlighedssukkende hjerte også gik i tårekanalerne 1-2 gange. Så i dens genre som fesen hollywood-film er den yderst vellykket. Det må man alligevel give Lone Scherfig.

den ellevte

2010-03-15T13:01:00.000+01:00

samvittighedens vin

2010-03-14T17:49:00.000+01:00

Jeg tænkte, at jeg burde lave en lille serie af mine yndlingssteder i Berlin, nu hvor jeg efterhånden har boet her i 8 måneder, og burde kende til lidt af hvert.

WEINEREI

Fehrbelliner Strasse 57, Prenzlauer Berg. (U-bahn: Rosenthaler Platz).

fra http://b10115.wordpress.com/2008/03/03/weinerei/

I går aftes var jeg for første gang på fænomenet "Weinerei" i Prenzlauer Berg, som er et yderst velbesøgt sted (i hvert fald på en lun lørdag aften). Det er et simpelt koncept: man betaler 2 euro som entré og får stukket et vinglas i ens fedtede hænder. På bardisken (som på billedet ovenover) er 10-15 forskellige vine linet op. Hvidvinene, rosévinene og de boblende af slagsen ligger i store bowler med isvand, så de er iskolde når man indtager dem; rødvinene står linet op ved siden af i den perfekte stuetemperatur. Man kan kalde det for ubehersket vinsmagning. Hver gang du har drukket et glas boblende nektar, erstatter du det med anden. Vinene er gode - og tro mig, jeg smagte dem alle! - meget anderledes og langt mere raffinerede end den blå Chimay til 1½ euro i Lidl, som vi plejer at gøre os i.

Baren er oplyst af stearinlys, og man sidder i de små lænestolskroge og bliver helt opkogt i hovedet som en antik græker i et overvældende symposion. I kælderen ligger rygerummet, hvor der også er en lille bar, så man ikke skal op af de skæbnesvangre trappetrin for næste glas vin. Skulle man kritisere én ting ved baren, må det blive toiletforholdene, da der kun er ÉT ENESTE dametoilet... og på en bar, hvor fokus er på at drikke voldeligt meget vin, er dette et stort minus.

Når man så har drukket sig sofistikeret fra sans og samling, fordi man da lige skulle nå og smage alle 10-15 vine på de tre timer man var der, så går man op i baren og lægger et beløb som bedømmes ud fra ens egen samvittighed. Jeg var desværre blevet så fuld, at jeg slet ikke havde kontakt med min rationalitet, så det blev kun lige 6 euro, for de ellers utallige glas delikate vine der lå og godtede sig i mine blodårer.

Men hvis man kan kontrollere situationen med fri vin, så er det virkelig et dejligt sted at være, og folk bliver vel også mere generøse efter 5 glas vin, så deres samvittighed kaster mange euro i den store bowle på bardisken.

Så ja. Alt i alt et rigtig berliner-frisindet-hyggeligt sted, man skal opleve. Vinkender eller ej. Baren byder nogle gange også på vegetariske buffeer og kageorgier, så skynd dig afsted til dette paradis!

den tiende

2010-03-14T12:40:00.000+01:00

... da min besættelse af vampyrer var på sit højeste.. og hey, så kom han da til at ligne ham fra True Blood ret godt?!

den niende

2010-03-13T15:02:00.000+01:00

den ottende

2010-03-12T22:05:00.000+01:00

flash

2010-03-12T10:48:00.002+01:00

Det var fredag nat og det havde været så koldt udefor, at selvom hans lejlighed var varm og indelummer, var mit hoved stadig bidt af forfrysninger. Jeg satte mig på den grå sofa ved siden af ham, lagde forsigtigt min frosne hånd på hans lune ryg og betragtede ham, mens han satte musik på.

"Slukker du lyset?"
Hans læber var ufatteligt bløde.

2 dage efter skiftede han mening og ville ikke se mig igen.
Ironien er atter tyk. "I can never belong to you".

kbh-traumet

2010-03-09T00:13:00.002+01:00

Jeg er stadigvæk i København.

KØBENHAVN

Ja.
Jeg har været på besøg i byen 3 gange, siden jeg flyttede til Berlin for snart 8 måneder siden. Af en eller anden årsag sker de samme ting altid. Uddannelsesstress og at jeg bliver droppet. Det er som om, at jeg lever et helt år denne ene uge, jeg er i byen. Jeg drikker, ryger, snaver og reflekterer mig selv til døde, og vender hver gang tilbage til Berlin med "that sinking feeling" under rygraden og forsætter mit rolige liv. Hvorfor skal København være så eksplosiv mod mig? Eller er det mig der er for eksplosiv mod København? Byen og jeg er blevet uvenner. Var det fordi jeg forlod dig, min kære købsstad?
Jeg håber København en dag tilgiver mig, så jeg ikke skal gå rundt med dette kæmpe hul i mit bryst.

MUSIK

Før jeg tog afsted loadede jeg mein iPod med fantastisch musik, og ist nu ganz verliebt i følgende kunstere (som jeg egentlig har været forelsket i før, men nu er de dukket op igen, og jeg er dødeligt nyforelsket) :

(selvom det føles så forfærdeligt, når hun synger: when you know he feels the same thing, when you know he feels the same thing)

(Joanna Newsom som pludselig hopper frem som vor tids Kate Bush med kunsterisk skønsang i himmelske dimensioner; den eventyrlige harpe, de dramatiske strygere, det dystre klaver, og et smukt elverlook der sender en ud i den grønne skov, hvor solen kaster klare stråler ned gennem de tætte trækroner)

(Som jeg så også lige har opdaget, at den har den mest fantastiske musikvideo med et spøgelseskor, gamle mennesker der danser og en kokosnød med ansigt. Det er en fortryllende sang).

BERLIN
Og om 3 dage tager jeg tilbage til Berlin, hvor foråret kommer hurtigere end her. Jeg skal ikke tænke så meget længere. Og jeg skal finde noget, jeg kan proppe ind i det tomme hul i brystet. Flydende stearin? Fugemasse? Bølgechips? Hjemmebagte boller? Røgfyldte cafeer? Kom frem kom frem, der er masser af plads.

den syvende

2010-03-03T01:36:00.000+01:00

Som en muskuløs hjort i spring forsvinder jeg til Kjære Kjøbenhavn den næste uges tid, hvor jeg skal fortabe mig i studiestress og forskellige strange reunions. Vi ses på den anden side af næste torsdag.

den sjette

2010-03-02T11:45:00.000+01:00

.. og besættelsen af enhjørninger vil ingen ende tage...

den femte

2010-03-01T11:56:00.000+01:00

wishin' and hopin'

2010-03-01T02:40:00.000+01:00

fra http://www.jenslekman.com/

Den er snart halv tre. Mini-bornholmeren jeg købte i går i loppemarkedsbutikken ved kirken, tikker højlydt i det tomme rum. Jeg sov til klokken 15 i dag, og kan af naturlige årsager ikke sove nu. Jeg har heller ikke prøvet endnu, men kan mærke det lidt på det hele, at det heller ikke bliver tilfældet. Den eneste gang i dag jeg forlod lejligheden, var på vej ned til kjolleren efter verdens største Rittersport (250 gr.!), og vinden blæste mig væk, og jeg skulle til at skrige af forfrysninger, indtil jeg opdagede, at luften var helt varm og mild, og jeg tænkte, hvorfor nåede jeg dog ikke det pokkers dagslys? Men roomie lavede pandehår på mig, jeg ligner en japaner med kobberfarvet hår, vi så Paradise Hotel, X-factor og en lavkvalitets udgave af The Imaginarium of Doctor Panussus hvor folk hostede.
Nu er verden ledt i fristelse af natten, men jeg er ledt i fristelse af Jens Lekman. Hvis jeg skulle være ét sted lige nu, skulle det være i efteråret 2007 i Malmö i en baggård. Den aften, hvor min veninde og jeg havde taget toget til svensken, oset rundt i Malmös hemmelige oaser, og endt lige foran ham på scenen. Og efter koncerten løb han ud i en baggård, vi var kun 20 mennesker, og han begyndte at synge så guddommeligt, så hele verden rungede under det sparsomme lys, og mens vi alle messede: "I come running with a heart on fire, I come running with a heart on fire".

Og videoen anskuet meget subjektivt, så ligner det da, at han synger sangen til mig, gør det ikke? det langhårede hoved lige i det gyldne snit,- det er da mig han løber hen til med et hjerte i flammer?
Men i hvert fald. Dér ville jeg gerne være igen. Lige nu.

tre mænd over 60 som jeg ikke ville have noget imod at gifte mig med, hvis de en dag spurgte mig

2010-03-01T02:00:00.000+01:00

den fjerde

2010-02-28T15:29:00.000+01:00

begærets by

2010-02-27T12:54:00.002+01:00

A Streetcar Named Desire, 1951

Den fine og kultiverede Blanche DuBois (Vivian Leigh) ankommer til den navnløse by, hvor hendes søster Stella bor, og skal tage en sporvogn ved navn "Desire" til søsterens bopæl. Det er et slidt arbejderkvarter og slet ikke i samme sofistikerede grader som Blanche er vant til. Hun farer ved sin ankomst straks i flint med Stellas iltre mand, Stanley (Marlon Brando), da han ikke kan forstå hvorfor hun skal bo hos dem, når hun bærer så mange fine klæder og smykker. Et højspændt drama begynder at udspille sig, da det langsomt afsløres hvorfor Blanche er taget hen til sin søster, stoppet som lærer og har disse meget forfængelige vaner. Begrebet "desire" spiller en central rolle, for alle karakterernes motiver. De er på hver sin måde tynget af deres dyriske i begær; Stanley stræber efter at være forsørger, den stærke og i kontrol, Blanche efter at forføre unge såvel som gamle mænd og Stella efter at skabe en familie og formere sig. Og sådan skal det jo gå, når man tager en sporvogn kaldet "begær" til en by, hvor alle handler efter det.
Skuespillet er fremragende. Vivian Leigh forfører og mystificerer, og som hun selv siger: "50 % af en kvindes charme består af illusionen". Man er i lang tid i tvivl om, hvad det egentlig er hun vil med disse mennesker hun konstant udfordrer. Hun er svævende, uforudsigelig og dramatisk. Jeg har sjældent set en præstation lignende. Og Brando er forbandet tiltrækkende og voldsomt maskulin og sveder tran gennem sine stramme t-shirts, spiller konstant med musklerne, smadrer alt, blot for altid at søge favnen hos sin tilgivende Stella.
Filmen skildrer det centrale i alle mennesker. Hvordan vi altid er drevet af vores begær efter det uopnåelige, fordi det konstant synes at konflikte med vores dyriske impulser der skaber ravage og ødelægger mere end hvad godt er... især når folks begær er i forskellige retninger.
Den varer godt 2 timer og foregår primært i Stella og Stanleys lejlighed, og på en eller anden måde formår den at holde ens opmærksomhed fast konstant. Den twister og overrasker på mange niveauer, og set i forhold til 50'ernes fine uskyldighed, er den komplet dæmonisk og dystopisk.

... og så er Brando virkelig, virkelig, virkelig lækker.

den tredje

2010-02-27T12:23:00.000+01:00

En tegning fra gemmeren, hvor jeg ikke var så glad og så en masse Twin Peaks.

animal protector

2010-02-26T22:00:00.003+01:00

Det er fredag aften og jeg har ondt i maven. Mine fiktive venner kalder mig fiktivt Sponge Ida Square Pants, og jeg har småbøvset hele dagen. Efter at have været vegetar af økonomiske årsager i snart 2 måneder, kom mig og roomie til at tage på snitzel-restauranten lige om hjørnet,- med fatale følger. Tjeneren kom til at give os hele 2 stykker snitzels hver, og vi kom til at spise det hele. Rub og stub. Selv tjeneren havde aldrig set mage, og flyttede straks til Mallorca for at fortrænge den traumatiske oplevelse. I dag har både jeg og roomie været helt svampede og møre og skøre i kroppen. Jeg tror ikke lige, at min suppe-vante krop var klar til denne kød-fest af et snitzel-orgie. Så nu ligger jeg på min seng efter en rå arbejdsdag i callcenter-branchen, hvor jeg bøvset mig igennem 6 timers gemen høflighed.

Fordi jeg ikke kan overskue at gøre noget med mit liv lige i disse timer (andet end at downloade A Streetcar Named Desire, 1951, med Brando-boy), så kom jeg til at google "ida" og "blog", for at se om der fandtes andre selvoptagede Ida'er i den ganske danske verden. Så skete det sjove jo. Eller tilfældighedernes tilfældighed, som jeg også ynder at kalde det, - der findes åbenbart en dyreorganisation der hedder IDA.

Og jeg kommer næsten til at få lidt dårlig samvittighed over folk, der roder sig hen på min side: ah, Ida og nogle vilde heste, dem må vi redde! Ligesom at google automatisk gav mig en blog-post hos denne organisations blog som omhandler IDA's aktion mod undertrykkelse af vilde heste. - Tilfældighedernes tilfældighed!

At Nevada’s state capital in Carson City nearly 150 people joined together for a hugely successful “Truth Rally” demanding that the BLM stop rationalizing its unsustainable and cruel roundup and removal policy. IDA sent alerts to our Nevada members, inviting them to the Carson City rally and another in Las Vegas.

Og på deres amerikanske hjemmeside lyder det: "Creating a more just and compassionate world".

.. hvilket ansvar der pludselig hviler på mine og hestenes skuldre. Der er så meget mere på spil nu!

Ville en cola egentlig hjælpe på kød-orgiet i min mave? Måske jeg skal købe en cola? Jeg kunne godt tænke mig en udstoppet ræv.

den anden

2010-02-26T10:44:00.000+01:00

Og hvem har ikke altid ønsket det?

den første

2010-02-25T12:30:00.002+01:00

Jeg tegner de fleste af mine tegninger på mit hjernedøde call-center-job, så derfor kan der på de fleste af dem dukke mystiske noter op, som ingen sammenhæng har med noget som helst. Eller også betyder de mere end jeg selv er klar over.

et nyt tiltag

2010-02-24T15:58:00.004+01:00

Fortalte jeg, at jeg godt kan lide at tegne?
Jeg tænkte, at jeg ville udfordre mig selv og begynde at lægge mine tegninger herind. Måske på et dagligt niveau. Det bliver spændende. Især fordi jeg ingen scanner har. Håber kvaliteten via mit digi-cam kan leve op til jeres hårdkogte krav.

berlin, ich liebe

2010-02-24T01:39:00.000+01:00

Det hændte, at jeg blev nyforelsket i Berlin igen.
Det skete lige det øjeblik jeg stod i krydset mellem Warschauer Str. og Karl-Marx-Allee i går eftermiddags på vej til genbrugsbutikken Humana i Friedrichshain. Det slog mig som en mavepuster; uforventet og voldsomt. For enden af Karl-Marx-Allee rejste Teletårnet sig stoisk og stolt; som et gyldent Babeltårn på den blå himmel. Jeg stivnede og betragtede det perfekt symmetriske syn. Harmonien i Berlin. Foråret blæste i luften, og jeg indåndede den svidende følelse med en lettelse. Hvorend man går, kan man høre en stille, boblende piblen af vand fra sneen der smelter; og solen kaster gnister ned i de tilbageværende rester og får det til at forsvinde med et PUFF. Vinterhien er ovre! skreg de vilde fugle til mig. Jeg gik en tur i området bag Humana, der i solen til forveksling lignede San Fransisco med de forskelligfarvede lejligheder på stejle bakker. Der var besatte huse hvor viltre flag om fred og punk blafrede ud af vinduerne; et gymnasium der udseendsmæssigt ikke havde ændret sig siden DDR - 12-13-årige børn stod i skolegården og snakkede gennem hjemmelavede "telefoner" (dåser på snor); de tommer gader og dunkle barer, åbne restauranter og hemmelige genbrugsbutikker.
På træstolen inde på caféen "Cupcake" (på en sidegade til Simon-Dach-Strasse) sank jeg sammen i min overvældende lykke. Den tunge chokolademuffin smeltede sig gennem mit krævende spiserør og jeg cyklede videre på min allerede-udforskede opdagelsesrejse.

Berlin.

Og i nat da vi klokken 24 passerede Oberbaumbrücke med en indkøbsvogn ladet med malerier, puder, gardiner og køkkengøgl, og jeg kiggede ud over Spree og i det fjerne kunne ane månen bag nattehimlens evindelige tågebanke, fik jeg kuldegysninger igen. De sidste store isflager gled med strømmen videre mod Mitte, og bådene langs kanten skvulpede roligt fra side til side, og der var så stille og slet ikke så koldt, som jeg huskede. Og ens kinder kan ikke lade vær' med at gløde vildt og voldsomt, når man oplever sådan en susende forelskelse som denne, og man kan ikke lade vær' med at glæde sig til det grønne græs i Görlitzer Parkm som man længselsfuldt skal omfavne under den brændende sol; til de lune aftener, de skæve smil, de hujende ildspyere, grafittimalingen, sved, farven grøn, farven blå, farven rød, farven gul.

Berlin.
Man kan alt, når man er forelsket.

what's spinning pussycat

2010-02-22T19:46:00.004+01:00

Yeasayer - Odd Blood

Det bedste album jeg har hørte længe. En genopfindelse af de største, bedste og mest kraftfulde 80'er-hits. Opfindelsen af den nye lyd - eksperimenterende melodier - lyden af fremtidens musik. Skævt men lyttervenligt. Hvis de kommer på Roskildz, kommer jeg også. De er mit eneste krav. Og hvis jeg kunne, ville jeg sætte alle deres sange ind på min side, og sige, at du skulle lytte til det hele tiden.

Jonathan Johansson - En Hand I Himlen

Overraskende svensker-melankoli svunget ind i rytmiske popmelodier, der altomgribende omfavner ens sjæl, hjerte og hjerne. Han stemme er ganske bra, og han er en ganska snill man. Man kan danse til det, man kan græde lidt. Man skal altså ikke kimse af svenskernes evne til at eksperimentere og lave de mest forrygende sange, der hænger fast i uendeligheder. Hvem sagde ABBA!? Og nå ja, så kan det måske også minde en smuuule om Kent, men altså, lidt mere af ham, har nu aldrig skadet nogen...

Ella Fitzgerrald and Louis Armstrong - Jazz Masters 24

Easy-listening "jazz", Ellas silkebløde stemme og Louis Armstrongs hæse røst skal ikke forklares. Det skal bare lyttes og jazzes til. Jeg elsker dette album så højt som solen. Det er sorgfrit og legende, det er kærligt og romantisk. Det er bare let og rart. Ja.

Tom Waits - Closing Time

Du kan kalde mig masochist eller person-der-er-meget-nysgerrig-omkring-Tom-Waits. Dette album er himmelsk, og du må faktisk godt kalde mig for masochist alligevel.

ANDRE RARE SANGE, SOM IKKE VIL SLIPPE MIT HOVED:

... men mest fordi han synger: "Why'd you have to break all my heart / Couldn't you have saved a minor part /I could've clipped and saved and planted in the garden / Damn you, guess I'll have to get a new one ."

bjørnen danser

2010-02-19T12:24:00.000+01:00

Siden sidste onsdag (tror jeg nok) har Berlin været forvandlet til et filmparadis, hvor kendisser vandrer rundt i gaderne, og skrigende autografjægere løber rundt fra morgen til aften i udkanten af de røde løbere. Der er et uoverskueligt overvæld af film og stort set alle af filmene har været udsolgt online den sidste måned. Det var først i mandags at jeg selv fik slået hul på boblen - for som uvidende person uden billet, skal man troppe op en time før filmen starter og satse på, at få en billet. Men kære Ida dog, hvad har du så fået set?

Eftersom Potsdamer Platz er tættest på Kreuzberg hvor jeg bor, er det primært dér jeg har dyrket festivalen, - tingene er bare lettere, når man har en cykel. Med studiekort koster billetten ikke mere end 3,5 euro, ca. 25 kr., hvilket slet ikke er galt. (Især når det kun står på dansk, at det rent faktisk udløb i 2008.)
Det var så i mandags efter arbejde, at jeg kastede mig ud i den franske, erotiske roadmovie, Plein Sud.

Den starter intenst og tryllebindende, når den smukke Léa udøver en rocket striptease foran den mystiske Sam, som er chaufføren på deres roadtrip. Med et lille videokamera optager Léa's homoseksuelle bror, Mathieu, søsterens eskapader og ungdommelige skønhed; hendes vilde dansetrin i den sidste aftensol.
Søskendeparret er på vej sydpå for at finde et hospital, hvor Léa skal have en abort. Sams motiver for den lange køretur er mere indviklede end som så, da han skal gøre op med sin psykisk syge mor for alle de traumer han i barndommen har fået, siden hans far skød knoppen af sig selv foran den kun 8-årige Sam. Denne historie om Sams traumatiserede barndom kommer mere eller mindre til at fylde hele filmens plot, og hvad der ellers syntes som en film og frihed, kærlighed og fri sex i de gyldne, franske landskaber, glider langsomt ind til at blive en socialrealistisk skæbneskildring, som seeren allerede har set hundrede gange før. Der udforskes halvhjertet Sams seksualitet, da han en aften på stranden elsker med Mathieu (som er noget så smuk), men man får aldrig at vide, hvad der sker med denne kønslige åbenbaring. Léa, som ellers burde lide af mange dilemmaer mht. den kommende abort, glider hen i en nærmest døsig jagt på sex med bilens nye passager, Jérémie, og hendes sorger bliver komplet overskygget af Sams jagt på forløsning af sit ulykkelige liv. At kalde filmen for "erotisk" som genre, er komplet en overdrivelse, da det eneste man ser er nærbilleder af - formentlig - nøgne kroppe der roder rundt. På en eller anden absurd måde, virker filmen afskrækket og mindre vovet, end hvad man kunne forvente af en fransk film. De spændende løse tråde i filmen, bliver aldrig afdækket, og Sam svømmer blot rundt i sin egen ulyksaglighed i en ganske triviel - og ikke-inspirerende fortalt - historie om moren der svigtede sine børn. Men ja, smukke mennesker, smukke omgivelser og smukke billeder, men så heller ikke mere.

Så blev det tirsdag

.. og jeg cyklede i al hast til Kinematheket på Potsdamer Platz. Mit valg af film var tilfældigt, og jeg købte to billetter til to film lige efter hinanden, fordi billetdamen med overskæg lokkede.
Første omgang i den intime biograf bød på en række eksperimenterende kortfilm, samlet under titlen "Intermission Red". Det var en større mundfuld end jeg lige havde regnet med, og da de efter de første tre uforståelige kortfilm (på alt i alt 1½ time!) serverede Campari-drinks på scenen, tøvede jeg ikke spor. Alkoholen sejlede igennem min krop, og jeg gjorde mig klar til at udfordre min tålmodighed og forståelse endnu en gang. Det slog mig, at alle jo kan lave eksperimenterende kortfilm. Kvaliteten af de fleste film var ala hjemmevideoer fra ens 5 års fødselsdag, og handlingen uforståelig. Men på en eller anden bizar måde, gjorde det ikke noget. Det handlede om det æstetiske, kunstneren bag, musikken eller tavshed: kunsten selv! Der var dog kun én ud af de ni film der rørte mig. Det var et eksperiment kun lavet til denne festival. Den unge, tyske instruktør, Lior Shamriz, havde på billedsiden en trailer til en af hans egne film, Saturn Returns, i super-super-super-slowmotion (i stedet for 1 minut, varede den 30 minutter). På lydsiden var optagelserne af en kvinde, som i forskellige vendinger beskrev: "I was halfway through my life, when I realized, that I was in a dark forest, and didn't know the right direction to go", efterfulgt af en kendt politiker eller kulturperson og et tilfældigt årstal. De første ti minutter, hvor billedet kun var hav og en færge som sejlede over det, var jeg ved at dø af utålmodighed (min største svaghed), men pludselig kom der hjerteskærende klassisk musik indover kvindens messende citater, og billedsiden ændrede sig til at følge forskellige unge her i Berlin; effekten med super-super-slowmotion, gjorde det hele hypnotiserende, og pludselig blev jeg så rørt, at jeg næsten ikke vidste hvad jeg skulle gøre med mig selv. Citaterne om skoven, var blevet presset ind i mit hoved som en form for chantende hjernevask, og gang på gang smertede hele min krop. Det var som om, at filmen aldrig stoppede. Som om, at vejen gennem skoven, aldrig at viste sig; jeg var taget til fange! Det var meget interessant, hvordan den brød med alle de filmiske regler og satte sine egne standarder for, hvordan temaet skulle præsenteres og hvordan historien skulle fortælles.

Da de tre timer var ovre, var jeg noget overrumplet og frustreret. Men ja, nogle gange må man vel bare acceptere film for at være kunst og eksperimenterende,- at det formentlig kan være disse film som sætter de nye standarder for moderne filmkunst. Og jeg kunne ikke lade vær' med selv at fantasere om, at bikse en lille kunstfilm sammen.. det må blive forårets projekt.

Ca. 5 minutter efter de hardcore 3 timer med hardcore kortfilm, kastede jeg mig ud i den søvndyssende, japanske film, "A Crowd of Three", der lige som den franske film, handlede om rodløse gutter, der vil gøre op med deres traumatiserede barndom og nuværende stilstand i livet. Filmen bevæger sig (meget) langsomt, roligt og stilsikkert frem med små komiske momenter fra de mennesker de to fyre møder undervejs. Men det bliver aldrig til "a crowd of three", den drukner mest af alt i sin egen tomhed.
Skønt den var kedelig, blottet for poesi og tragisk, så var der alligevel et eller andet ved den, som ikke kunne få mig til at sende den totalt ud i kulden. Der er generelt noget hypnotiserende ved den japanske kultur, og denne film skildrer perfekt den mentalitet, jeg selv kategoriserer japanerne under: ensomheden selvom man ikke er alene, de trange kår, karaokeemaskinerne, de hysteriske piger. Men ja, ikke noget at råbe hurra for.

Og så blev det fredag
Jeg har en masse planer, men jeg ved endnu ikke hvordan det skal udspille sig. Det mest fantastiske i dag, kunne være at snige sig med til premieren på En Familie (Pernille Fischer Christensens film) i Berlinpalast, men jeg tvivler på at det kan lade sig gøre.
Det fantastiske ved alle arrangementerne og filmforevisningerne her på Berlinalen, er at man virkelig føler, at alle film er af betydning. Instruktørerne stiller op til Q&A efter filmene; der serveres drinks i pauserne, der introduceres og memoreres, det er ganske fantastisk. Jeg er dybt fascineret af de røde løbere og de mange paparazzi-fotografer der som storvildtsjægere står klar på gadehjørnerne efter deres bytte.
Folk danner hurtigt holdning til den film de ser og udvandrer gerne under filmforevisningerne (eksempelvis var kun halvdelen af biografen tilbage da Intermission Red efter tre timer var ovre). Det er forrygt, forargende og helt fantastisk.
Et af mine mål i livet, må og skal være at komme med til Berlinalen; som journalist, som filmmager, som forfatter, som anmelder, you name it, - jeg vil bare være med!!!

submarino

2010-02-15T11:54:00.000+01:00

Det er efterhånden 2 år siden, at Jonas Bengtsson var forbi mit gymnasium til vores store filmgalla som æresgæst. Ingen kendte ham særlig godt; et par få gymnasieelever havde formentlig hørt om hans folkelige succes med bogen Submarino og nogle kendte ham fra børnetv, men ellers fremstod han forholdsvis ukendt. Han overrakte min gruppe æresprisen, og jeg tog vores pris, bogen Submarino med hjem, men fik den aldrig læst. Lånte den til min mor, som nød den.
Men pludselig dukker Submarino op igen: filmatiseret af en af Danmarks vovede instruktører, Thomas Vinterberg; og filmen er pludselig i hovedkonkurrencen i Berlinalen denne uge, og modtager både top- og bundkarakterer af anmelderne. Filmen omhandler to brødre, som er splittet fra hinanden i en ung alder. I deres voksne liv kæmper de begge med problemer såsom alkohol, stoffer og tanken om, at skulle forhellige sig med fortiden.

Filmen ser rå, socialrealistisk og autentisk ud. Og akkompagneret af Choir of Young Believers i traileren, synes den mørk og udfordrende; melankolsk og uløselig.
Der er desværre komplet udsolgt til den her i Berlin, men den skal ses en dag. Og tænk nu hvis den løber af med den famøse guldbjørn? Thomas Vinterberg fortjener en sejr efter det folkelige publikum har ventet på en succesfilm som Festen siden dens præmiere for hele 12 år siden.

Og så skal jeg måske lige se at få læst min kopi af Submarino, som står hjemme i Danmark og samler støv.

langt væk og tæt på

2010-02-15T01:30:00.001+01:00

Jeg har aldrig været så lykkelig, som den nat jeg var en magisk enhjørning der dansede og dansede til fødderne langsomt faldt af og hele lokalet væltede sammen omkring mig. De tog mine sko af, aede mig over mit taljelange, blonde hår, ødelagde mine glimmerklove, fjernede mit horn. Inde i stuen var der pludselig en masse fortryllende mennesker fra Sydamerika. De sad i krogene kun iført deres undertøj, dansede limbo uden grimasser. Jeg rejste mig pludselig op, åbnede vinduet og indåndede den søde frost, svimlede med månen og spyttede al vodkaen og rommen ud; en vild løve så mig fra den anden ende af lejligheden og kom løbende med et glas vand. Før jeg lukkede de forvildede øjne på den tomme madras, så jeg gennem døråbningen en dansende mand uden bukser og iført stor lyserød paryk. Det sparsomme modlys fra dansegulvet kastede drømmeagtige skygger ind i min svævende tilværelse... jeg druknede et par timer, forsvandt fra larmen og de magiske mennesker; kaninen, løven, ninjaen, isdronningen, superhelten, Mia Wallace, sultanen, dem alle sammen.
Og pludselig lød en sang lige før solen stod op, den penetrerede mit drømmende sind, jeg farede op. - Gled ind i aftenens sidste overlevende. De bedste mennesker i verden. Vi holdte hinanden vågne med slikpinde, tørre cigaretter og snak om kærlighed, - lige indtil solen stod op, og den grå lørdag meldte sig... det begyndte at sne igen, og natten havde aldrig eksisteret. Jeg tænkte på det hemmelige rum på min yndlingscafé rundt om hjørnet. Den hemmelige trappe gennem det anonyme skab. Alle disse hemmeligheder som langsomt åbenbarer sig. Mon han har det godt nu, mon han er rask nu, mon han er blevet et bedre menneske. Mine glimmergrønne øjenvipper malet på kinderne var størknet fast, og på McDonalds tvang den tørre McMuffin-konstellation sig igennem min hals. Thanks for tonight, sagde jeg, og kaninen og englænderen kyssede begge mine kinder, og før jeg igen lå på min tomme madras, midt i snevejret og den ikke-eksisterende nat, tænkte jeg, at jeg var lykkelig.
I dag var det Valentins Dag, og byens singler kyssede hinanden ved Brandenburger Tor kl. 14, men jeg så bare film, og fandt ud af, at det er OK at madrassen er tom. For nu er det. Jeg er kun 20 år og det skal nok gå.
For en halv time siden forsøgte jeg at sætte en ny lampe op på mit værelse, men sikringen gik og efterlod lejligheden mørklagt. En pære i lyskæden sprang og kastede sine sidste gløder ud over mit gulv, men det var helt okay, for der gik jo ikke ild i noget.
Og i morgen er det mandag, og så starter det hele forfra igen.

vampyrer

2010-02-09T12:30:00.002+01:00

Mit primære samtaleemne de seneste par uger har været om vampyrer og enhjørninge. Jaja, der er ingen der skal sige, at den intellektuelle stimulans i Berlin ikke kører på et højt sjæleligt niveau.

Så det er vel på tide, at skrive et indlæg om den nye hippe eksapisme: serier og film om vampyrer og andre overjordiske såvel som underjordiske skabninger.

Helt tilbage til starten af menneskets eksistens har man været fascineret af det, man ikke kendte til. Myter, sagn og sagaer om væsner skabt af djævlen selv florerede heftigt på gårdene og i de små landsbyer; man frygtede oprigtigt truslen fra det ukendte onde og bekæmpede via religion angsten. Man værnede sig med hvidløg, kors og træspyd, og i takt med naturvidenskabens udvikling og den almene rationalitet forsvandt fascinationen af "der er mere mellem himmel og jord end vi tror" ikke. I disse moderne tider har fascinationen udviklet sig til en eskapisme. For... realiteterne og det virkelige liv kan blive meget kedeligt, når det blot er virkeligt og realitisk. For kan det passe, at jeg blot er en 20-årig pige der bor i Berlin; en pige der snart skal finde min udkårne og formere mig, få en god uddannelse og et fast job, pensioneres i en alder af 67, passe mine børnebørn, på plejehjem og så.. døden. Nihilismen, "gud er død", har fæstnet sig i det senmoderne menneske, og efterdøds-livet synes gråt og uundgåeligt. Ensomheden og manglen på tro, håb og kærlighed blomstrer i de små teenagehjerter. Men hvad hvis der er spøgelser, et efterliv - vampyrer og varulve - formskiftere og hekse: magi. Bliver troen på magi det sjæledøde, senmoderne menneskes håb?

TWILIGHT, 2008

Amerikansk kultur og religionsforståelse er et særstudie værd. Et velkendt fænomen, vampyrer, som vi har set i fx Buffy i 90'erne, bliver i Twilight sat i et helt nyt perspektiv. Bøgerne er skrevet af den amerikanske mormon, Stephenie Meyer, som på spørgsmålet om "hvorfor søren skriver en mormon bøger om vampyrer??" svarer: “Unconsciously, I put a lot of my basic beliefs into the story.”, hvilket sætter Twilight-fankulturen i et andet lys. Jeg genså Twilight forleden dag med denne viden i baghovedet, og jeg var overvældet over historiens kedelige plot. Men alligevel er det ikke svært at se, hvorfor så mange purunge - religiøse som ikke-religiøse - piger verden over er blevet grebet af Twilight-bølgen. Signalet er klart: Du er en 14-årig pige, som skriver digte i skumringstiden, du har ikke rigtig nogle venner på din skole, du bryder dig ikke om at danse og spille moderne, du har aldrig kysset en fyr, måske ikke engang snakket med en, du har problemer med dine forældre, de er måske skilt: generelt set føler du dig bare udenfor det alle de andre jævnaldrende synes at foretage sig. Men så! Pludselig opdager du denne blege, smukke fyr, der heller ikke har så mange venner, som heller ikke er så socialt udadvendt som dig - han bliver forelsket i dig, fordi du er så kompleks, at han ikke kan læse dine tanker; du bliver forelsket i ham, fordi han er anderledes.
Og for søren, hvor er det dog rart at vide, at der findes en fyr som ham. Han løber med dig igennem skoven, bliver som en diamant ude i solskinnet, han redder dig fra alle dine bekymringer og ulykker. Han er mystisk og tiltrækkende.

Men vi er i et High School Musical-disney-miljø, hvor de unge "tvinges" til at gå med dydighedsringe; et samfund hvor man lover, ikke at dyrke sex før ægteskab. Den unge vampyr Edvard tænder voldsomt på hende den nye pige i byen, Bella, men da de kysser hinanden, er hans kødelige begær så stærkt, at han vil komme til at gøre hende skade, hvis de går længere. Seksuel afholdelse står skrevet med blod op og ned af væggene. Kærligheden er fantastisk, når man ikke dyrker sex. Der kan dannes ægte bånd, altoverskyggende kærlighed, svimlende forelskelse, uden så meget som et enkelt kys. De unge piger verden over sukker dybt over den smukke Edvard. Ja, det er sådan den virkelige verden hænger sammen, det er sådan det skal være... men hvor bliver min personlige vampyr af?

Jeg tog mig selv i at tænke, at filmen måske også kunne være en skildring af en ung piges skizofreni og personlighedsforstyrrelse. At hun igennem disse selvopfundne vampyrer finder trøst og en værdi i sig selv. At hun får understreget, at hun er noget særligt; et menneske der kan elskes.
Eller også er jeg bare blevet håbløst uromantisk og kynisk med alderen.

Filmen er frygtelig, egentlig. Dårligt skuespil, mangel på plot, dårligt manuskript. Urealistisk. Kødeligt begær er ikke at benægte, og jeg betragter filmen som rendyrket amerikansk propaganda; på med kyskhedsløftet, på med eskapismen. Vampyren er på vej for at redde dig fra din ulykke - du behøver ikke selv gøre noget ved det.

TRUE BLOOD

Helt ovre i den anden grøft finder vi True Blood, hvor vampyrerne er blevet afmytificeret og lever side om side med menneskene. En japansk opfindelse Tru Blood, kunstigt blod, hjælper den nye race til normalisering. Vi befinder os i Texas, hvor religiøse bevægelser barrikaderer sig mere end normalt mod disse børn af Satan. Vi møder den 25-årige Sookie, som bor i en stor villa med sin bedstemor og sexgale bror, Jason. Hun møder vampyren Bill, som hun forelsker sig hovedkuls i. Byen hun bor i, er ikke klar til at acceptere vampyrerne som almindelige mennesker, og hun kæmper derfor sine kampe for at overbevise folk om, at vampyrer altså kan være gode mennesker. Modsat Twilight udvikler serien sig ikke i en seksuel afholdenhed, men hylder derimod det kødelige begær - de realistiske lyster mennesker nu engang har - og alle i byen synes af være drevet af deres indre dæmoner, som kræver sex, stoffer og alkohol. Det er dystert, og vores helte udvikler sig konstant i retningen af at være antihelte. Det er rå sex, det er blodigt, det bestjalsk: det er menneskeligt. Man har accepteret menneskets svagheder, og det der gør os til mennesker: alle synderne.
Serien har selvfølgelig sine soap-elementer, da Sookie og Vampire-Bill konstant synes at brydes og finde sammen igen; og han hvisker med sin dybe røst: Jeg har ikke følt sådan her i 140 år; og selvfølgelig kan man ikke lade vær med at grine lidt engang imellem.
De religiøse bevægelser, "Fellowship Of The Sun", udvikler en hær til at bekæmpe samfundets misfostre, de hylder Gud i overdrevne dimensioner, og lokker folk ind i en falsk tryghed. Det hele bliver et symbol på den svære racisme, narcissisme og religionsflugt. For i True Blood er religionen den egentlige eskapisme, det man håner og foragter. Og det er nyt for amerikansk tv, at have den dimension med, hvilket i sig selv er ganske modigt.

VAMPYR, 1932, Carl Th. Dreyer / NOSFERATU, 1922, F.W. Murnau

Men jeg må også indrømme at de gamle vampyrfilm nu også kan deres kram. Rent suspense-og-effektmæssigt fungerer filmene utrolig godt i deres skrækfilmgenre. Især understøttet af det sort/hvide-format og mystiske instrumental-musik; den vage knitren og de lange skygger. Det er ufatteligt, at vampyrfilmen har eksisteret i snart 100 år, og stadig kan gribe flere og flere seere med sig. Som jeg påstod i starten: fascinationen holder aldrig op.
Hvis du virkelig vil gribe fat i en gammel klassiker, er Carl Th. Dreyers "Vampyr" en virkelig veludført skrækfilm; hans langsomme kamerabevægelser og uforklarlige skygger (og uforklarlige plot) giver vampyrerne og genren den ære de fortjener. Han har skabt grobunden for den mystiske suspense, som man kan se bl.a. Lynch her i moderne tid gøre brug af.

Og nå ja. Once a Buffy-fan, always a Buffy-fan..

hvor de vilde væsner er

2010-01-28T01:13:00.000+01:00

Lige efter nytår tog jeg i det sidste sociale krampetræk i biografen og så den længe ventede (for mit vedkommende) "Where The Wild Things Are" af Spike Jonze. Jeg havde forinden læst bogen og var meget spændt på at se, hvordan søren mr Jonze havde fået den lavet om til en 1½ time lang spillefilm. For jeg kan fortælle bogens handling med 10 sætninger (hvilket mange har set som kæmpe spoiler, når jeg begejstret har fortalt bogens handling, så derfor skal jeg nok prøve at beherske mig selv).
MEN
filmen.
Wow.

Max er en fantasifuld lille dreng, der ikke er så god til at få venner. Han drømmer om vampyrer og snemonstre og vilde eventyr i den store verden. Hans mor og far lever ikke sammen; ja, moren sidder endda på sofaen og kysser med en anden mand! Heldigvis har Max sit dyrekostume, hvor han kan være rigtig vild og brøle af alle mennesker. For når man gør det, behøver man jo ikke at forklare hvordan man føler. Han løber en dag hjemmefra og sejler til øen hvor de vilde væsner er. Han bliver konge over disse store behårede, muterede monstre, og forsøger som en konge at løse de problemer ethvert statsoverhoved må bakse med. Disse væsner lider af mange sorger som ikke blot tynger fællesskabet men også den nye konge. For godt nok kan man brøle og kaste med ting, men det gør ikke en lykkeligere, finder Max ud af på den hårde måde. Man kan være konge, man kan prøve at gøre andre glade; man kan være den udglattende faktor i fællesskabet... men når alt kommer til alt, hvor helt et menneske er man så, når man ikke er elsket?
Vi er jo bare vilde væsner der brøler, hvæser og river i alt hvad vi kan få fat i, blot fordi vi desperat kæmper for at blive elsket. For i bund og grund, så er det vel det det hele handler om.

Filmen er æstetisk vellykket, og i typisk Jonze-stil accepterer man det syrede og urealistiske som virkeligheden, fordi den med håndholdt kamera formår at understrege det autentiske aspekt i historien. Man græder, griner og elsker med de vilde væsner. Og man husker endnu en gang, hvordan det var at være barn, hvor sådanne flugtveje i fantasien altid var mulig, og hvor meget man altid protesterede når tingene ikke gik efter ens hoved. Charmerende, elskelig, ligetil, underholdende, chokerende, munter, eventyrlysten, fantasifuld, drømmende. Jeg elskede hver en bid af den.

Jeg har desuden lige anskaffet mig soundtracket som er produceret af Karen O fra Yeah Yeah Yeahs. Det er ufattelig stemningsfuldt og drømmende musik. Når man lukker øjnene, er man selv på vej til en ø langt væk, som rummer alle løsningerne og alle svarene på ens problemer. Et hideaway.

Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg, at du skal se den med det samme. Man venter ikke med sådanne film. Og imens du ser den, så gemmer jeg mig væk i endnu et fremmed univers og dufter til minderne og nostalgien, for nu ændrer det hele sig. Ja.

charlottecharlottecharlotte

2010-01-25T23:28:00.001+01:00

Charlotte Gainsbourg er ude med sit 3. album, denne gang med en lidt mere folk/alternative/eksperimenterende inspireret vinkel, hvilket man kun kan takke Beck for. De to specielle karakterer har slået sig sammen i hvad der synes som et projekt (IRM hedder albummet) der ikke kan gå galt. Jeg har kun lige hørt om det for en halv time siden, hørt 3-4 sange, men jeg synes godt nok det svinger. Jeg var ret glad for Charlottes "5:55", som havde hendes stemme i fokus og som var mere melankolsk. Disse nye sange giver mig bare lyst til at løbe rundt i en grøn skov med en xylofon under armen. Ja. Det er skørt, det er skævt, det er mørke grotter og hemmelige skypaladser, det er dig, det er fransk, det er nyt.
Jeg krydser fingre for, at hun vedlægger Roskilde et lille visit til sommer.

Ps. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv længere.

monsters of folk

2010-01-23T18:36:00.000+01:00

Det synes som den perfekte konstellation. Conor Oberst (Bright Eyes), M. Ward, Mike Mogis og Jim James (My Morning Jacket), og tager man ikke det noget fjollede, selvhøjtidlige, platte navn i betragning, så er det faktisk et ganske tilforladeligt og nydeligt projekt. Jeg vil blankt erkende, at jeg ikke har lyttet albummet særligt godt igennem, men der er én sang, ja, én sang, som ikke vil forlade mig. Det læner sig op af en besættelse. Og det har jeg ikke noget imod.

korte glimt

2010-01-23T16:34:00.002+01:00

SHORT CUTS (1993)

Instr. Robert Altman

Medvirkende: Tim Robbins, Tom Waits, Julianne Moore, Andie MacDowell, Jack Lemmon, und so weiter!

Hvornår var amerikanerne overhovedet lykkelige? Var Den Amerikanske Drøm .. blot en drøm? Var kærlighed blot et udtryk for fysisk begær og tryghed? Var parcelhuset og 3 lyshårede børn og en pjusket hund alligevel ikke det, som du havde drømt om?
Baseret på amerikanske Raymond Carver's novellesamling Short Cuts, har Robert Altman skabt et samsurium af forliste skæbner, afdankende drankere, utro machomænd, sexhungrende hashrygere og alt i alt forvisningen om, at ingen er lykkelige og ingen er gode mennesker. Vi bliver præsenteret for forskellige repræsentanter fra en drøm der langsomt krakelerer. Det virker ikke som om, at nogen egentlig har følelser eller empati. Gud er for længst død. Filmen slider en op; man vender og drejer sig i frustrationen over, at alle er så onde og ubehagelige; hvorfor livet skal være så brutalt? Typisk for Carvers noveller fortælles der ingen følelser, men derimod skal man ud fra folks bevidste stilstand dømme deres egentlige behov og ønsker.
Den beskriver ubegribeligt godt det amerikanske samfund i 80'erne og 90'erne, ja, vel egentlig også samme mentalitet der herskede i Danmark samme tid, hvor man økonomisk og teknologisk føler at man har nået toppen; men som en følgevirkning er samfundet blevet koldt og inhumant; et samfund hvor man har angst for menneskelig kontakt og rigtige følelser. I stedet for har "frigørelsen" i 70'erne gjort folk seksuelt frustrerede og kapitalistiske. For hvor tager man hen, når man ikke kan få indfriet sine drømme - de drømme, som medierne og samfundet kræver skal blive indfriet?
Ironien melder sig, da den eneste sande kærlighed i filmen, viser sig at være baseret på gode "drukaftener" mellem Earl (Tom Waits) og Doreen (Lily Tomlin). De har ingen penge, har seriøse drukproblemer og Earl har misbrugt/slået sin datter. Men alligevel, på dette amerikanske nulpunkt, indser de, at de elsker hinanden og at det egentlig er nok.
Filmen er deprimerende og sørgelig og tragikomisk og vanvittig og aggressiv og chokerende.. men alligevel noget af det mest autentiske og brutalt ærlige skildret i moderne film.
Og som min amerikanske ven sagde da han havde set den: "I grew up with people like this!" .. ja, gjorde vi ikke alle det? Og er vi måske ikke selv, os i det moderne samfund, - på et vist punkt -, ligesom disse mennesker?
... hvilket måske er det mest skræmmende ved filmen, når alt kommer til alt. Og på en eller anden måde accepterer vi dette, som blot bekræfter Woody Allen's mantra "whatever works". Ja. Man må acceptere det man har. For ellers bliver vi aldrig lykkelige. Er det en falliterklæring? Eller blot sandheden? Ja, det må du selv bedømme.

inden du falder i søvn

2010-01-21T01:12:00.000+01:00

Jeg er virkelig træt her til.. nat. Jeg værner om min snarlige søvn som en lille skat. Jeg ved, at det bliver godt. Søvnen har ulmet bag mine øjenlåg siden jeg slog dem op klokken 11 i morges. Jeg har spillet spil, haft filosofiske samtaler, knækket min cykelnøgle i låsen, drukket oceaner af kaffe, røget utallige smøger. Og jeg har hele tiden tænkt på dette øjeblik; det der kommer lige om lidt. Den endelige hengivelse væk fra insomniaen og tendensen til først at sove efter 4. I nat sker det. Ja. Er du også lettet? Min dyne kryber sig op af mine forfrosne arme som en varm krop. Jeg summer med opkogte søvnkinder efter overgivelsen.
Der sker mange dårlige ting, eller, jeg har mange dårlige tanker, her for tiden. Men en eller anden mystisk form for evig optimisme har sneget sig ind her i mit kolde ansigt. Problemer og besværligheder og knust hjerte synes ikke at lamme mig. Jeg kunne være så ked af det, vidste du det? Men. Jeg kan ikke. Og nu kommer du, Søvn, og holder om mig, og jeg kysser din sjæl, din krop af bly, dine læber af kulde, og nu sker det.. godnat.

tilfældigmandagsfnidder

2010-01-18T12:16:00.002+01:00

Jeg fandt dette billed på min computer i nat. Jeg kan ikke huske dets oprindelse eller årsag. Det var der bare. Jeg synes nu, at det er ganske genialt.
Så fandt jeg et mixtape fra to elskende vi havde besøg af i sidste uge. Pigen tog hjem til Danmark for good, han blev. De brugte min computer til at overføre mixtapene til hinanden iPods. Jeg genoprettede filerne fra min papirkurv, og har følt mig som tredje hjul i deres kærlighedshistorie. Men god musik, det er det. Jeg føler mig som en grib, der er gået på rov i noget smukt og uskyldigt. Men igen. God musik.
Så det du gør nu, er at du skruer helt op for lyden til denne stjålne sang:

Jeg har fridag for 7. dag i træk. Jeg er fattig og der er sne over det hele udenfor. Jeg har efterhånden fået ondt i ryggen af at lægge så meget ned hele tiden. Jeg er en bjørn der er gået i hi. Uinspireret og søvnig. Ja, søvnig.

ikke særlig skæg(t)

2010-01-18T02:00:00.001+01:00

Det er næsten uhyggeligt, hvordan ting nogle gange hænger sammen uden tilhørsforhold.

Fact One: Ham der kyssede mig nytårsaften havde overskæg, men barberede det af 2 dage efter (til min store skuffelse).

Fact Two: Ham der kyssede mig før nytår - I ved, ham med Tom Waits - har aldrig haft overskæg.

Fact Three: Takket være ufrivillig (jaja, bilder jeg mig selv ind) facebookstalkning, viser det sig, at Tom Waits-fyren HAR FÅET overskæg. ~~(Dom: Han ligner en slimet tysker.. og har mærkelige arme.)~~

Fact Four: Og jeg har de sidste fjorten dage forsøgt at få mig ud af forelskelsen i Tom Waits-fyren, og i samme åndedrag forsøgt at projicere kærlige følelser mod nytårskysset, og det her overskægsroderi hjælper IKKE på det.

Fact Five: Det er lettere at tale om overskæg og overskæggenes ondsindede natur, end at få styr på følelserne og på det sjette faktum, at ham der har overskæg nu, behandlede mig som råddent kyllingekød i Netto. Råddent kød med små gevækster og udpinte vorter. Et stykke kyllingekød der bare ville elske og blive elsket. ("I got so much love to give", hvisker den lille rådne, lodne kylling nede fra kølerdisken, skvulpende rundt blandt alle kødsafterne fra alle de andre rådne okser og grise)

(Og oppe i mit hoved genlyder en fælles vens kommentar til hele sagen: "I know for a fact, that he was really, really fond of you..")

the end of the world

2010-01-16T19:04:00.002+01:00

Vi har af en eller anden årsag fået nogle uhyggeligt intellektuelle og oplyste (og meget alternative, skal det tilføjes!) venner hernede. Hver gang vi er sammen med dem, bliver jeg fantastisk paranoid. Nogle gange er den naive verdensopfattelse at foretrække, hvis jeg skulle sige det.
Men... på en uge har jeg været i samtaler angående:

- konspirationsteorier om at 9/11 var iscenesat af nogle hemmelige supermagter, der brugte hologrammer til at overbevise folk om, at det var fly som fløj ind i tårnene - og de selvsamme "hemmelige" supermagter, vil også benytte sanmme metode d.31.12.2012 kl. 23.59 til at simulere en "alien invasion", hvor disse aliens vil indkræve den samlede våbenbeholdning i verden, så der kun vil være EN stor supermagt der styrer hele verden - en frygtbaseret taktik der vil føre til befolkningens endelige overgivelse.

- at jorden går under om 50 år grundet vores klimaforandringer og i forbindelse med det, vil vi få to sole og et massivt antal naturkatastrofer, som gør at en uhyre høj anddel af befolkningen vil blive udslettet.

- at fremtidsteorierne fra Orwells "1984" passer.

- at Obamas sejr som præsident er ubetydelig, da han kun har adgang til 1/20-del af USA's system, og at der sidder 7 familier som har aner helt fra Babeltårnets tid, som styrer hele det amerikanske system. Højesteretsdommere der ikke kan væltes af pinden, fordi det ikke er noget Obama må styre. Det hele er bare spil for galleriet at have en præsident.

- at det er aliens, der har lavet korncirklerne, og at det var dem der i sin tid hjalp homo erectus til at få indført skriftsystemer. At det var disse aliens der skabte geometrien i vores natur; det gyldne snits evindelige formel, som man kan overføres til samtlige former og skabelser i både egen krop og på jorden.

- at penges værdi slet ikke eksisterer, og at bankerne tager os ved næsen.

- at McDonalds, Burgerking, Starbucks er ejet af de samme og at de opkøber de små kaffebarer/burgerrestauranter, for at opnå den endelige kapitalismesejr - plus at disse firmaer egentlig tjener mest på de grunde de ejer. Desuden er Nike og Converse ejet af de samme producenter, hvilket gør, at det egentlig er ligegyldigt hvor man propper sine penge hen.

- Samtlige medier i USA, New Zealand, Australien og England er ejet af den samme mediemogul, som under indflydelse fra magterne i USA bestemmer hvad der skal fortælles videre - og hvordan det skal fortælles videre - i medierne. Så teknisk set eksisterer den frie journalistik og den urørlige objektivitet slet ikke.

...
Fuck og død og kritte.
Jeg åbner en flaske rødvin til. Og arrangerer udviklingen af en månebase, som kan redde os alle fra dette mareridt. Eller skriver en forsonende sms til disse aliens. :-)

dagens dystre sang

2010-01-15T17:28:00.003+01:00

og de der dyr

2010-01-15T16:01:00.000+01:00

Dyreprint er sagen. Ingen kan egentlig forklare hvorfor. Ligesom man ikke kan forklare hvorfor man griner så meget over tanken om en los eller en ræv eller en vild, vild hest. Der er bare noget nuttet, sjovt og lettilgængeligt ved dyr.
FANCIES skriver ganske rigtigt om dyreprint i forhold til new zealandske Bret fra Flight of The Conchords, og da jeg personligt selv befandt mig i New Zealand for lidt over et år siden, kom følgende vilde dyr med hjem til Danmark.

princess unicorn

2010-01-13T02:33:00.002+01:00