svitset

Det er åbenbart ikke kun min hjerne der er helt afsveden. Byen lugter brændt. Jeg er på prærien. En kaktus! En ulv! En indianer! Nej. Det er jo Görlitzer Park! Udbrændte Görli! Dens skønhed flammet bort til fordel for skarpe græsstrå, forskræmte dyr og lumske hash-dealere.

I det mindste kom jeg ud i dag omkring klokken 10. Spiste morgenmad på en fortovscafé og drak stærk kaffe. 

Noget siger mig, at jeg har læst for meget Paul Auster. Jeg tog mig selv at opsøge et fransk konditori hvis chefkok jeg har haft et noget anderledes møde med (.. hvilket ikke behøver flere detaljer). Konditoriet var dog lukket, men jeg følte mig lidt som en af detektiverne fra New York-triologien. Den håbløse jagt efter noget der ikke eksisterer. Besættelsen og adrenalinet.

Jeg ved heller ikke hvad der ramte mig, da mine øjne blev fyldt med tårer, da jeg så den handicappede mand (billede nr.2) sidde med ansigtet mod solen. Der var noget skrøbeligt og sårbart over det.

(Hvornår er det OK at gå i seng og sove?)