mareridtsægteskaber

Som en dejlig glad start på min lørdag, besluttede jeg mig fejlagtigt for at sætte "Who's Afraid of Virginia Woolf?" (1966, Mike Nichols) på. I det store hele, kan filmens handling minde om et følelsesmæssigt symposion ("Sandheden skal man høre fra børn og fulde mennesker"). Parret George og Martha, begge i slutningen af 40'erne, er denne nat lige vendt hjem fra en fancy fest på universitetet, hvor Marthas far er rektor og hvor George arbejder i historie-afdelingen. Det er ikke til at sige, om det er alkoholen eller blot deres almindelige temperament, men der bliver ikke lagt fingrene imellem deres voldsomme skænderier. Martha, spillet af den fantastiske Elizabeth Taylor, har et eksplosivt temperament, og sjældent har man set sådan en fin dame bande så meget (frigørelsen i 60'erne har virkelig sat sine spor)... hun både hader og elsker sin mand George (spillet af Richard Burton), og han forsøger på sin underspillede, sarkastiske form at tackle Martha og det der er tilbage af deres ægteskab. Martha proklamerer, at de skal have gæster (kl. er 3 om natten), og pludselig står det blonde, unge par foran deres dør (nogle fra universitetet). Det udadtil harmoniske par, står i stor kontrast til galehuset. Mere og mere alkohol ryger indenbords, flere og flere hemmeligheder og løgne bliver afsløret. Aftenen bliver ufattelig intens og dramatisk, et to timer langt klimaks, for til sidst at afsløre skrøbeligheden, sårbarheden og kærligheden. Livets endeligt.

Sjældent har jeg set så overbevisende og intense skuespilspræstationer. Lidenskaben, aggresionerne, kærligheden, det ulmende had. Det var storslået. Kemien mellem IRL-ægteparret Taylor og Burton var brusende, og man fascineredes af dem begge. No wonder, at de var gift i over 10 år (hvilket er en rekord i Taylors liv, da hun har været gift 8 gange).. Desuden er instruktionen også helt eminent med knivskarpe billeder, snigende kameravinkler og ja. Sort/hvid for søren da! Alt ser jo smukt ud i sort/hvid. Den skal virkelig ses, det er noget af en oplevelse. Manuskriptet er overvældende velskrevet, man kan ikke lade vær' med at blive bjergtaget over det hele.

Trailer her.
Og en scene, hvor de endelig har forladt huset til fordel for at danse. Den beskriver godt den utrolig spændte stemning og "det yndige pars" umiddelbare sindssyge, som pludselig blotter sig efter adskillige glas brandy.